Del: ARKTISK KOMMANDO
Salt i luften.
Kælderen jeg bor i smager af salt.
Jeg ville rejse mig og blæse med vindene
efterlade mine ting på en øde parkeringsplads
jeg ville forlade ejendommene
men gjorde intet.
Jeg lukker øjnene
lodret og sort
snart er det vinter.
Snart er det nat og sommer.
Jeg drømte, at jeg gik ud af solsystemet gennem en mur af jungle.
Jeg drømte, at min tunge slikkede verden ren for gletsjere
når man gør rent, skal man gøre det ordentligt
skyfri himmel og komet.
Nødudgange i tanken
blodets veje gennem kroppen
citrusagtige fornemmelser
som om jeg har krydset en flod af kanyler.
Min morgen i de øverste lag af geologien.
Jeg adskiller den fra alle andres morgen og kalder den min
mine ejendele
børn der slås
helikopterstøj og frygt i gaderne.
Samtaler og konflikter
fjerne tåger derude
jeg kender vejene igennem dem
jeg har lært dem udenad som tabeller og salmevers.
Regnvejr i haven da jeg vågnede
sort og grøn
et hul i tid og rum.
Kan stadig huske nattens drømme
jeg faldt i en bundløs gletsjerspalte
jeg gik gennem byer af sammengroede negle.
Arktisk kommando.
onsdag den 25. februar 2015
lørdag den 21. februar 2015
F.P. Jac - TRANSFORMATIONER - Poesi 1980 - 1985 Udvalgt af Pia Tafdrup
SOMMER PÅ TOEREN
du i roset rosa slynget ind i vandets bølge,
og så dette beskuertæppe der øjner luft og fugle
eller en afstikker fra familien til vandets fart,
eller måske et snorketræ der viser ærbødighed
og som krænger sine ben til en svulmestørrelse
for at stå godt for kikkert og rygklap fra vinden,
du står som en tommelfinger i vandet lillemor
og har en våd hårstrimmel spændt under alle negle,
du swinger godt i lag med tangen og dybet
dog knap så grøn men alligevel i ekstase og grin,
ligesom børn når fiskene bliver netofre i jubel,
du er under strengt opsyn det skal du dog vide
for ingen havøsen skal lamme min hånd fra din
ingen yachtlokker skal kunne kahytsmigre dit skind
mens jeg stryger underbukserne flade af skam,
du ved hvad jeg mener når du flirter på vandet
så overdrag bare alt det til en mågekoloni i humør,
(Fra Jeg elsker min hustru. Borgen 1982)
Lidt info om forfatteren:
Flemming Palle Jakobsen (1955 - 2008) var en dansk digter og forfatter.
du i roset rosa slynget ind i vandets bølge,
og så dette beskuertæppe der øjner luft og fugle
eller en afstikker fra familien til vandets fart,
eller måske et snorketræ der viser ærbødighed
og som krænger sine ben til en svulmestørrelse
for at stå godt for kikkert og rygklap fra vinden,
du står som en tommelfinger i vandet lillemor
og har en våd hårstrimmel spændt under alle negle,
du swinger godt i lag med tangen og dybet
dog knap så grøn men alligevel i ekstase og grin,
ligesom børn når fiskene bliver netofre i jubel,
du er under strengt opsyn det skal du dog vide
for ingen havøsen skal lamme min hånd fra din
ingen yachtlokker skal kunne kahytsmigre dit skind
mens jeg stryger underbukserne flade af skam,
du ved hvad jeg mener når du flirter på vandet
så overdrag bare alt det til en mågekoloni i humør,
(Fra Jeg elsker min hustru. Borgen 1982)
Lidt info om forfatteren:
Flemming Palle Jakobsen (1955 - 2008) var en dansk digter og forfatter.
- Han tildeltes i 2008 Det Danske Akademis Store Pris med begrundelsen: "For hans dybt originale brug af det danske sprog".
- I 1997 modtog han Beatrice Prisen.
- Flemming Palle Jakobsen aka F.P. Jac forbindes ofte med en proklamation om, at han ville drikke sig ihjel, inden han blev 30 - Proklamationen blev angiveligt fremsat i hans yngre dage, men i et interview med Danmarks Radio i begyndelsen af 80'erne uddybede han baggrunden herfor, da intervieweren henviste til, at han på et tidspunkt offentligt havde sagt, at han havde tænkt sig at drikke sig ihjel: "Jamen det har jeg stadigvæk. Altså hellere end en cancerdød, så er det bedre med sådan en 10-15 år, hvor man hopper rundt i sådan nogle små ginflasker. Det er meget sjovere" - I et interview 2008 udtalte han dog, at den oprindelige udtalelse var en vittighed, som en journalist pustede op til overskrift.
- F.P. Jac har blandt andet udgivet digte med Asger Schnack og Klaus Høeck under fællespseudonymet Bandet Nul - Digte på stedet, Digte fra halvtredserne og Vi spiller for vores natur er skrevet sammen med Asger Schnack. Vi vil overdøve skammen er illustreret af Lars Dan. Desuden har F.P. Jac i sit virke skrevet avisartikler og udgivet hen mod 50 digtsamlinger. Hans mest kendte digtsamling er nok Misfat fra 1980 - En ganske tung og stofmættet digtsamling.
fredag den 20. februar 2015
Ninette Larsen - HYBRID
HVAD ER JEG i dette - ageren bog negl råd frugt, et
flækket sneglehus. Jeg er ensom. Under den første
flage af hud er jeg ensom, dybt ind, værsgo. Tag mig,
om så jeg var ravneføde, om så jeg var fletguld og
smaragd - bare tag mig. Min krop er pure stablede
rystelser. Jeg kan ikke stå på benene. Vil du se mig i
aften, kan du lugte den snerle, så du den regnbue, hele
buen start og slut ud-i-ét, så du mig, så så du mig. To
stolerækker længere fremme, min nakke, mine
skulderblades opstemthed under trøjen, hvis en ryg
kunne blinke, hvis en ryg kunne forføre, jeg siger dig.
Åh.
Jeg forestiller mig nu brandsåret som et marint
område. Forbeholdt bådelaug og havudsigt, forbeholdt
ukrudtsgrus og halvt druknede joller, forbeholdt mænd
i kedeldragt og med operationshandsker. Hvilket
værktøj du må tage i brug mod mine organer, en
vridtang, en særlig tynd fil. En syl. Om du må
medbringe egen saks, om du må tage skovens
efterladenskaber i brug, så gerne. Ageren bog snegl råd
fugt. Og så at trække spor over min hud, så at klæde
mig ud som træstamme, så at være dus med himlens
fugle. Så at dø under en krone af forkrøblet løv og
skidt.
Hvilken fornemmelse, hvilket faldera og
skomagerdreng på begge bukselår, hvilke røde
malkepigekinder man så fik, sikke skummet sprøjtede
fra øllet, ravgyldent. Og ligefrem tysk stemning,
ligefrem jodlen et sted fra kløft og klippe, ligefrem
bjæffen fra forvaskede hyrdehunde og hundredeårige
med guldtand og sørgerande. Ligefrem elektricitet
mellem klippesiderne, lyn og torden, en plade med hav,
en plade med mager jord. Elfenbenskysten, man ser sig
selv med en stødtand som trefork fægtende over
hovedet og med et ben i hvert sit frådende hav. Så ser
man sig selv i tunge lærredsklæder og med nonneslør.
Så er man fransk revolution, så har man en sag at
kæmpe for, så har man et land, så fandtes ophav
pludselig, så fandtes selvforståelse, så var man
pludselig beredt til at dø.
flækket sneglehus. Jeg er ensom. Under den første
flage af hud er jeg ensom, dybt ind, værsgo. Tag mig,
om så jeg var ravneføde, om så jeg var fletguld og
smaragd - bare tag mig. Min krop er pure stablede
rystelser. Jeg kan ikke stå på benene. Vil du se mig i
aften, kan du lugte den snerle, så du den regnbue, hele
buen start og slut ud-i-ét, så du mig, så så du mig. To
stolerækker længere fremme, min nakke, mine
skulderblades opstemthed under trøjen, hvis en ryg
kunne blinke, hvis en ryg kunne forføre, jeg siger dig.
Åh.
Jeg forestiller mig nu brandsåret som et marint
område. Forbeholdt bådelaug og havudsigt, forbeholdt
ukrudtsgrus og halvt druknede joller, forbeholdt mænd
i kedeldragt og med operationshandsker. Hvilket
værktøj du må tage i brug mod mine organer, en
vridtang, en særlig tynd fil. En syl. Om du må
medbringe egen saks, om du må tage skovens
efterladenskaber i brug, så gerne. Ageren bog snegl råd
fugt. Og så at trække spor over min hud, så at klæde
mig ud som træstamme, så at være dus med himlens
fugle. Så at dø under en krone af forkrøblet løv og
skidt.
Hvilken fornemmelse, hvilket faldera og
skomagerdreng på begge bukselår, hvilke røde
malkepigekinder man så fik, sikke skummet sprøjtede
fra øllet, ravgyldent. Og ligefrem tysk stemning,
ligefrem jodlen et sted fra kløft og klippe, ligefrem
bjæffen fra forvaskede hyrdehunde og hundredeårige
med guldtand og sørgerande. Ligefrem elektricitet
mellem klippesiderne, lyn og torden, en plade med hav,
en plade med mager jord. Elfenbenskysten, man ser sig
selv med en stødtand som trefork fægtende over
hovedet og med et ben i hvert sit frådende hav. Så ser
man sig selv i tunge lærredsklæder og med nonneslør.
Så er man fransk revolution, så har man en sag at
kæmpe for, så har man et land, så fandtes ophav
pludselig, så fandtes selvforståelse, så var man
pludselig beredt til at dø.
onsdag den 18. februar 2015
Søren Ulrik Thomsen - Samlede Thomsen
Politisk digt
Til jer,
der anklager poesien for eksklusivitet
og råber: Ud med sproget! -
det er verden, der er et elfenbenstårn;
hvert digt en ansøgning om at få adgang.
Dansk haiku
I det langsomme havs
dybgrå kammer
sildenes
lysmillion
i den tidlige morgens
kolde vind
stærens grønne
sekund.
Til jer,
der anklager poesien for eksklusivitet
og råber: Ud med sproget! -
det er verden, der er et elfenbenstårn;
hvert digt en ansøgning om at få adgang.
Dansk haiku
I det langsomme havs
dybgrå kammer
sildenes
lysmillion
i den tidlige morgens
kolde vind
stærens grønne
sekund.
tirsdag den 17. februar 2015
Ninette Larsen - HYBRID
MIT SAVN ER dit ansigt under en blomstrende røn.
Det var
sjovere grimmere
dengang
Du, nerven, hvori al næring ligger, hvoraf alting
næres.
Du skal altid ihjelslaa.
For den smukke dreng i Vordingborg. Med mink og
perleørering. Lysøjet. Så fin støj kan være, hvordan
togudsigten er fra trappen. En stribe overskårne træer i
fart.
Søsteren sagde, jeg har festet med de lokale, jeg har
drukket mig fuld i deres hjemmebrændte. Han sås som
en glidende silhuet bag æbletræerne.
Nu er jeg på vej op ad en græsskråning med
løsgående får, jeg agerer nyopdaget fortidslevn, jeg
agerer fin pulveriseret tropesommerfugl. Pludselig
mine slanke hænder i varmen, helt majestætiske ser de
ud, ødelagte af at agere vinge, styrefjer og andet. Mit
ansigt er umælende, jeg kommer ikke hjem foreløbigt.
Vi elsker cellisten, vi elsker Bob, vi elsker simpelthen
Bob. Vi elsker bladhang om vinteren, vi elsker den
svale luft. Sådan en krop i kulden, røde hybenknopper
i kinderne.
Der er noget overlegent over Bob, noget
overmenneskeligt over Bob, han besidder lokalerne,
han træder ind og vælter omgivelserne, blæser os
omkuld. Se, hvordan møblerne vælter, se, hvordan
naturen bøjer sig, hvordan den nejer og knejser i
anklerne.
Lugtende af de steder, jeg har været, en lyd af et
værelse. Det er den sødelige lugt af fugtigt tøj, tag det
på og træk vejret. En lugt af institution. En lugt af
morgen, af søvn.
DU REVOLUTIONERER HELE forestillingen om, hvad et ansigt
har at råde over. Der sidder en lille nar i din iris og
klapper.
Pjerrot med masken, med munden, som vi kender dig.
Dine tænder griner ned til rødderne. Dine øjenhuler
maler mørkeblå tårestriber som konfetti. Læberne er
malet sygeligt røde. For maskens skyld. For tungen,
der slikker himmellys og rød fluesvamp. For din
rødmen. En blussende nervekrampe, midt i fedmen af
hvid sminke, midt i kulden af ufortyndet bleghed.
Vi drikker kaffe ved vinduet. Regnen falder faldt på
biltagene. Du har lænet dig tilbage.
Jeg har næseblod. Du ved det ikke, men mit indre
skælver, hver gang jeg ser dig.
Og vi drikker kaffe, og den tætrøgede himmel i
forstæderne har skiftet fra azur til skingert dueblå.
Hvordan din aorta så kunne se ud indefra. Her høres
kun de store fugle, der letter fra asketræerne ved
stationen, og imens er dine hænder langt langt væk.
Det var
sjovere grimmere
dengang
Du, nerven, hvori al næring ligger, hvoraf alting
næres.
Du skal altid ihjelslaa.
For den smukke dreng i Vordingborg. Med mink og
perleørering. Lysøjet. Så fin støj kan være, hvordan
togudsigten er fra trappen. En stribe overskårne træer i
fart.
Søsteren sagde, jeg har festet med de lokale, jeg har
drukket mig fuld i deres hjemmebrændte. Han sås som
en glidende silhuet bag æbletræerne.
Nu er jeg på vej op ad en græsskråning med
løsgående får, jeg agerer nyopdaget fortidslevn, jeg
agerer fin pulveriseret tropesommerfugl. Pludselig
mine slanke hænder i varmen, helt majestætiske ser de
ud, ødelagte af at agere vinge, styrefjer og andet. Mit
ansigt er umælende, jeg kommer ikke hjem foreløbigt.
Vi elsker cellisten, vi elsker Bob, vi elsker simpelthen
Bob. Vi elsker bladhang om vinteren, vi elsker den
svale luft. Sådan en krop i kulden, røde hybenknopper
i kinderne.
Der er noget overlegent over Bob, noget
overmenneskeligt over Bob, han besidder lokalerne,
han træder ind og vælter omgivelserne, blæser os
omkuld. Se, hvordan møblerne vælter, se, hvordan
naturen bøjer sig, hvordan den nejer og knejser i
anklerne.
Lugtende af de steder, jeg har været, en lyd af et
værelse. Det er den sødelige lugt af fugtigt tøj, tag det
på og træk vejret. En lugt af institution. En lugt af
morgen, af søvn.
DU REVOLUTIONERER HELE forestillingen om, hvad et ansigt
har at råde over. Der sidder en lille nar i din iris og
klapper.
Pjerrot med masken, med munden, som vi kender dig.
Dine tænder griner ned til rødderne. Dine øjenhuler
maler mørkeblå tårestriber som konfetti. Læberne er
malet sygeligt røde. For maskens skyld. For tungen,
der slikker himmellys og rød fluesvamp. For din
rødmen. En blussende nervekrampe, midt i fedmen af
hvid sminke, midt i kulden af ufortyndet bleghed.
Vi drikker kaffe ved vinduet. Regnen falder faldt på
biltagene. Du har lænet dig tilbage.
Jeg har næseblod. Du ved det ikke, men mit indre
skælver, hver gang jeg ser dig.
Og vi drikker kaffe, og den tætrøgede himmel i
forstæderne har skiftet fra azur til skingert dueblå.
Hvordan din aorta så kunne se ud indefra. Her høres
kun de store fugle, der letter fra asketræerne ved
stationen, og imens er dine hænder langt langt væk.
Den daglige trummerum
Når den daglige trummerum går ind og får overtaget, kan det være svært at få plads og overskud til det man ellers gerne ville - det man havde sat sit for at skulle.
Det kan på nogle punkter være meget sundt tror jeg, at man ikke på den måde kan være herre over det hele, og det at acceptere at man ind imellem må ændre lidt på sine planer. Især når man ellers kunne have en tendens til gerne, at ville planlægge og vide hvad der skal ske og hvornår. Familieliv og sygdom i denne kolde vintertid kan vende op og ned på mange ting, og give en vis portion udfordring især på overskudskontoen (ikke mindst når man så oveni er højgravid). :)
Derfor har jeg, som jeg har været lidt inde på før, ikke formået at holde denne digtstrøm kørende til det oprindelige mål som var et digt om dagen her i 2015. Jeg vil så vidt muligt stadig forsøge at holde den kørende i de perioder hvor det er muligt, men med nogle undtagelser ind imellem. Trods dette skal der nok når året er omme ligge 365 forskellige digte her på bloggen :) - Jeg har taget til mig, at det med et hver dag ikke kunne blive en realitet, men dermed ikke sagt at jeg (og muligvis andre) vil kunne få en masse ud af dette digtflow alligevel. Der bliver nogle huller ind imellem, men så vil der - som det allerede er tilfældet, andre gange være spædet lidt op med flere ad gangen.
Det at læse digte kan være noget helt særligt, det bør det ofte være, derfor skal det heller ikke blive en sur pligt at skulle nå at få skrevet et ind her hver dag, når det ikke lige lader sig gøre. Jeg forsøger at være lidt alsidig og få meget forskelligt med fra det lyriske univers, hvilket resulterer i at jeg ofte bruger ret meget tid på at udvælge både digtsamlinger (som jeg heldigvis har en del af stående i bogreolen;)), og hvilke digte jeg vil skrive her. Derfor bliver det ofte til en del digte ad gange, og det tager jo tid både at læse, men også reflektere lidt over dem. Nogle er mere lige til og kræver ikke den store eftertanke, mens andre er nogle jeg kan gå og gruble længe over - både bevidst og ubevidst. Og det er jo lige netop det, der er noget af det fascinerende og det vigtige ved denne lyrik. Det at den har sit eget liv og kan 'leve videre' i os, uden at vi nødvendigvis tænker så meget over det, men også det at et enkelt digt, nogle få linjer eller blot nogle få ord, kan sige utrolig meget og have mange forskellige betydninger, både for den enkelte det læses af, men også forskelligt alt efter hvem man er. - Derfor tror jeg også det er meget godt, at jeg har ændret lidt i måden hvorpå det skal foregå med at få lagt digtene ind her. Det kan til tider være træls, når der ikke kan holds fast i ens første indskydelser og tanker, men af og til er det også sundt at måtte reflektere over tingene og revurdere og revidere lidt løbende - en god egenskab at have, som man også kan lære en del af - måske ikke allermest lærerigt lige i dette tilfælde, men sådan generelt godt. - Dermed ikke sagt at det ikke også er godt, at kunne holde fast i de beslutninger man har taget og planer man har lagt, for det er det bestemt også ofte, men det vigtigste er jo at være realistisk og kunne se, hvad der reelt vil kunne være muligt og give mening, både på kort og på længere sigt.
- Nu vil jeg, denne tidlige tirsdag morgen, hvor klokken netop har passeret 6:00, tage teten op igen ovenpå en streng virus og en masse sløjhed og komme i gang med digtene igen efter denne næsten hele uges stilstand...
Det kan på nogle punkter være meget sundt tror jeg, at man ikke på den måde kan være herre over det hele, og det at acceptere at man ind imellem må ændre lidt på sine planer. Især når man ellers kunne have en tendens til gerne, at ville planlægge og vide hvad der skal ske og hvornår. Familieliv og sygdom i denne kolde vintertid kan vende op og ned på mange ting, og give en vis portion udfordring især på overskudskontoen (ikke mindst når man så oveni er højgravid). :)
Derfor har jeg, som jeg har været lidt inde på før, ikke formået at holde denne digtstrøm kørende til det oprindelige mål som var et digt om dagen her i 2015. Jeg vil så vidt muligt stadig forsøge at holde den kørende i de perioder hvor det er muligt, men med nogle undtagelser ind imellem. Trods dette skal der nok når året er omme ligge 365 forskellige digte her på bloggen :) - Jeg har taget til mig, at det med et hver dag ikke kunne blive en realitet, men dermed ikke sagt at jeg (og muligvis andre) vil kunne få en masse ud af dette digtflow alligevel. Der bliver nogle huller ind imellem, men så vil der - som det allerede er tilfældet, andre gange være spædet lidt op med flere ad gangen.
Det at læse digte kan være noget helt særligt, det bør det ofte være, derfor skal det heller ikke blive en sur pligt at skulle nå at få skrevet et ind her hver dag, når det ikke lige lader sig gøre. Jeg forsøger at være lidt alsidig og få meget forskelligt med fra det lyriske univers, hvilket resulterer i at jeg ofte bruger ret meget tid på at udvælge både digtsamlinger (som jeg heldigvis har en del af stående i bogreolen;)), og hvilke digte jeg vil skrive her. Derfor bliver det ofte til en del digte ad gange, og det tager jo tid både at læse, men også reflektere lidt over dem. Nogle er mere lige til og kræver ikke den store eftertanke, mens andre er nogle jeg kan gå og gruble længe over - både bevidst og ubevidst. Og det er jo lige netop det, der er noget af det fascinerende og det vigtige ved denne lyrik. Det at den har sit eget liv og kan 'leve videre' i os, uden at vi nødvendigvis tænker så meget over det, men også det at et enkelt digt, nogle få linjer eller blot nogle få ord, kan sige utrolig meget og have mange forskellige betydninger, både for den enkelte det læses af, men også forskelligt alt efter hvem man er. - Derfor tror jeg også det er meget godt, at jeg har ændret lidt i måden hvorpå det skal foregå med at få lagt digtene ind her. Det kan til tider være træls, når der ikke kan holds fast i ens første indskydelser og tanker, men af og til er det også sundt at måtte reflektere over tingene og revurdere og revidere lidt løbende - en god egenskab at have, som man også kan lære en del af - måske ikke allermest lærerigt lige i dette tilfælde, men sådan generelt godt. - Dermed ikke sagt at det ikke også er godt, at kunne holde fast i de beslutninger man har taget og planer man har lagt, for det er det bestemt også ofte, men det vigtigste er jo at være realistisk og kunne se, hvad der reelt vil kunne være muligt og give mening, både på kort og på længere sigt.
- Nu vil jeg, denne tidlige tirsdag morgen, hvor klokken netop har passeret 6:00, tage teten op igen ovenpå en streng virus og en masse sløjhed og komme i gang med digtene igen efter denne næsten hele uges stilstand...
onsdag den 11. februar 2015
Ole Sarvig - MENNESKE TIL MENNESKE, En digtkreds
Fra Grønne digte
BILLEDE
Så blege var gaderne
som en lunge i sprit,
som et blegt skelet et sted
i et lukket skab,
støvet og glemt.
Farveløse stod de
ventende en sommers komme,
den dybe rødme, det grønne,
som livet har.
Da spredtes den skønne mosaik,
og livet stod op
og nikkede genkendende til sine mønstre.
BILLEDE
Så blege var gaderne
som en lunge i sprit,
som et blegt skelet et sted
i et lukket skab,
støvet og glemt.
Farveløse stod de
ventende en sommers komme,
den dybe rødme, det grønne,
som livet har.
Da spredtes den skønne mosaik,
og livet stod op
og nikkede genkendende til sine mønstre.
tirsdag den 10. februar 2015
Lone Hørslev - Fire samlinger
Fire digte - et fra hver af de fire samlinger
Fra Tak
Anderledes er det på landet
når ildfuglene sover og tidslerne
klynges op
med de lilla hoveder nedad
Så planter jeg mig
et staudebed og hælder
hvid maling ned
i rotternes gange
(det er en glimrende teknik)
i tanken
i al fald endnu en sommer
der lige så stille og roligt siver ud
så markerne må drænes og
de kunstige ænder sættes til
at lokke de levende til sig
igen
Fra Ærgerligt, ærgerligt
UDE I IKEA
har alle møblerne navne
Jeg har købt mig en klapstol
der hedder NICK
Nu står den ved siden af min seng
med dine krøllede boksershorts ovenpå
Jeg kunne se på dig hele natten -
Betragte dit sovende ansigt med samme
hemmelige beruselse
som en vindueskikker uden for en stue
hvor nogen sidder og spiller strippoker
næsten nøgne
Jeg fryser og håber
at du vil sige mit navn
i søvne, min krop
har samlet sig
omkring mine organer som et par
skælvende hænder omkring en
sommerfugl en
sommerdag SUK
hjerte brist ikke, når du
puster ud så
ånder jeg ind.
Fra Lige mig
Damen ved stoppestedet
En gammel
dame står og venter på bussen og heller
ikke hende kan jeg vide noget om,
Hun venter. På bussen (ikke på døden, gæk gæk).
Der er alligevel noget
ved den måde hun står og tripper så sjovt på
der får mig til at tænke på små dyr og dermed
på et hus der ligger laaaaaaaangt ude på landet, og
dengang
en mand tog min hånd og sagde KOM VI LØBER
lige lukt
ind i vores eget skæve
skakspil af en historie, og på dengang
hvor jeg drak
vin for at glemme at jeg var en
dronning uden konge, et tårn uden
slot, et frit fald ud
af en døddrukken krop, og nu står jeg igen i mit køkken
og altså bare glor på en dame
der netop træder ind i en bus.
Spøgelserne i mit køkken er gamle.
Det nyeste i køkkenet er en elkedel.
Spøgelserne er særlige for mit køkken.
Elkedlen er ikke noget særligt -
Argh! Ensomhed er sådan et grimt lille ord
det
truer med at spise mine fødder.
Ensomhed er sådan et grimt lille ord
hver dag
truer det med at spise mine fødder.
Fra Jeg ved ikke om den slags tanker er normale - Skilsmissedigte
Jeg bekæmper en trang til at
tjekke min mail for gud ved hvilken gang
i dag, ro på, ro på -
Jeg har fået et udstoppet egern. Nu
sidder det også og venter, det
stirrer bebrejdende
op fra sin kogle, vi venter på noget - fordi jeg følte mig fri.
Og inviterede en NY mand ud og nu-nu-nu er det for sent
for fanden, at trække håbet i land
igen, jeg er fanden, for fanden
og han smilede så sødt og rakte mig sin
lillefinger, se, han rakte mig sin hånd og hans arm
har lagt
en drøm hen over mine øjne. Et egern sidder her
ved siden af min pc, det har
en grankogle mellem sine poter. HENT POST, trykker jeg men
indbakken er stadigvæk tom. Bum-bumme-lum, det
spiser ikke mere, det er dødt. Egernet. Jeg klipper
halen af, og det er stadigvæk dødt, jeg klipper ørene af, og det er
stadigvæk dødt, det stirrer stadig
så bebrejdende
op
fra sin kogle, nå, ja, okay
jeg slukker.
Begæret.
Forstørrer bare det jeg ikke har.
Fra Tak
Anderledes er det på landet
når ildfuglene sover og tidslerne
klynges op
med de lilla hoveder nedad
Så planter jeg mig
et staudebed og hælder
hvid maling ned
i rotternes gange
(det er en glimrende teknik)
i tanken
i al fald endnu en sommer
der lige så stille og roligt siver ud
så markerne må drænes og
de kunstige ænder sættes til
at lokke de levende til sig
igen
Fra Ærgerligt, ærgerligt
UDE I IKEA
har alle møblerne navne
Jeg har købt mig en klapstol
der hedder NICK
Nu står den ved siden af min seng
med dine krøllede boksershorts ovenpå
Jeg kunne se på dig hele natten -
Betragte dit sovende ansigt med samme
hemmelige beruselse
som en vindueskikker uden for en stue
hvor nogen sidder og spiller strippoker
næsten nøgne
Jeg fryser og håber
at du vil sige mit navn
i søvne, min krop
har samlet sig
omkring mine organer som et par
skælvende hænder omkring en
sommerfugl en
sommerdag SUK
hjerte brist ikke, når du
puster ud så
ånder jeg ind.
Fra Lige mig
Damen ved stoppestedet
En gammel
dame står og venter på bussen og heller
ikke hende kan jeg vide noget om,
Hun venter. På bussen (ikke på døden, gæk gæk).
Der er alligevel noget
ved den måde hun står og tripper så sjovt på
der får mig til at tænke på små dyr og dermed
på et hus der ligger laaaaaaaangt ude på landet, og
dengang
en mand tog min hånd og sagde KOM VI LØBER
lige lukt
ind i vores eget skæve
skakspil af en historie, og på dengang
hvor jeg drak
vin for at glemme at jeg var en
dronning uden konge, et tårn uden
slot, et frit fald ud
af en døddrukken krop, og nu står jeg igen i mit køkken
og altså bare glor på en dame
der netop træder ind i en bus.
Spøgelserne i mit køkken er gamle.
Det nyeste i køkkenet er en elkedel.
Spøgelserne er særlige for mit køkken.
Elkedlen er ikke noget særligt -
Argh! Ensomhed er sådan et grimt lille ord
det
truer med at spise mine fødder.
Ensomhed er sådan et grimt lille ord
hver dag
truer det med at spise mine fødder.
Fra Jeg ved ikke om den slags tanker er normale - Skilsmissedigte
Jeg bekæmper en trang til at
tjekke min mail for gud ved hvilken gang
i dag, ro på, ro på -
Jeg har fået et udstoppet egern. Nu
sidder det også og venter, det
stirrer bebrejdende
op fra sin kogle, vi venter på noget - fordi jeg følte mig fri.
Og inviterede en NY mand ud og nu-nu-nu er det for sent
for fanden, at trække håbet i land
igen, jeg er fanden, for fanden
og han smilede så sødt og rakte mig sin
lillefinger, se, han rakte mig sin hånd og hans arm
har lagt
en drøm hen over mine øjne. Et egern sidder her
ved siden af min pc, det har
en grankogle mellem sine poter. HENT POST, trykker jeg men
indbakken er stadigvæk tom. Bum-bumme-lum, det
spiser ikke mere, det er dødt. Egernet. Jeg klipper
halen af, og det er stadigvæk dødt, jeg klipper ørene af, og det er
stadigvæk dødt, det stirrer stadig
så bebrejdende
op
fra sin kogle, nå, ja, okay
jeg slukker.
Begæret.
Forstørrer bare det jeg ikke har.
søndag den 8. februar 2015
Ursula Andkjær Olsen - Samlet poesi 2000 - 2010
LULUS SANGE OG TALER
Hvem sidder dér så morgensmuk
det er morgenen i min vindueskarm med pebermynteteposen
i sit hule øje. Men ellers er det teposens væsen
at afgive smag til min te gennem ubleget papir.
Jeg har længe
(ca. 20 minutter)
villet sige:
Jeg må kysse
men jeg kysser
for at kysse præcis(t)
som jeg drikker
for at drikke
og ikke for at kysse.
Det er et spørgsmål om stringens.
Vi blander krøller
du kommer ud
gennem mit næsebor
som en duft
forvirrende
som fremmedsprog.
Jeg gør det
for at spinde huller
i glas og beton
og for at se
en lille flaskeånd
i susende hast
på sort baggrund.
Lysets form
passer netop nu
i spindelvævets skema.
Hvem sidder dér så morgensmuk
det er morgenen i min vindueskarm med pebermynteteposen
i sit hule øje. Men ellers er det teposens væsen
at afgive smag til min te gennem ubleget papir.
Jeg har længe
(ca. 20 minutter)
villet sige:
Jeg må kysse
men jeg kysser
for at kysse præcis(t)
som jeg drikker
for at drikke
og ikke for at kysse.
Det er et spørgsmål om stringens.
Vi blander krøller
du kommer ud
gennem mit næsebor
som en duft
forvirrende
som fremmedsprog.
Jeg gør det
for at spinde huller
i glas og beton
og for at se
en lille flaskeånd
i susende hast
på sort baggrund.
Lysets form
passer netop nu
i spindelvævets skema.
lørdag den 7. februar 2015
Henrik Nordbrandt - Ode til blæksprutten
At sove i dine arme
At sove i dine arme
er lige så mærkværdigt og smukt
som at være kejserlig
fuglefænger i en eventyrverden
hvor alle ting har vinger
og flyver frem og tilbage mellem hinanden
fordi de synes det er skægt at flyve
og fordi de elsker at blive fanget
og sluppet løs igen
så de rigtig kan nyde deres vinger
deres purpurrøde og sølverne
og smaragdgrønne og gyldne vinger
i det eventyrlige, violette tusmørke
hvor du ligger ved siden af mig
som en stær der er styrtet til jorden
våd og forpjusket, med sine fjer
og øjenlåg limet til af søvnens hvide valmuelim.
At sove i dine arme
er lige så mærkværdigt og smukt
som at være kejserlig
fuglefænger i en eventyrverden
hvor alle ting har vinger
og flyver frem og tilbage mellem hinanden
fordi de synes det er skægt at flyve
og fordi de elsker at blive fanget
og sluppet løs igen
så de rigtig kan nyde deres vinger
deres purpurrøde og sølverne
og smaragdgrønne og gyldne vinger
i det eventyrlige, violette tusmørke
hvor du ligger ved siden af mig
som en stær der er styrtet til jorden
våd og forpjusket, med sine fjer
og øjenlåg limet til af søvnens hvide valmuelim.
torsdag den 5. februar 2015
Morti Vizki - Samlede digte
I dag bliver det til tre af en af de mindre kendte danske forfattere, Morti Vizki, som er manden bag tolv lyriske værker, et par novellesamlinger, fem romaner, flere radiospil og skuespil samt et par operaliberettoer. - Så selvom han ikke er et særligt kendt navn i den brede læse- og publikumskare, er han bestemt ikke ukendt eller uvæsentlig i de mere snævre litterære kredse.
Ansigtet
ansigtet er stramt
med høje kindben fra et andet land
læberne er surt nedadgående og fyldige
øjnene er smalle og lidt skæve
det er et dyrs øjne
huden er læder
måske lidt skrammer på venstre kind
ansigtet kan brydes i et grotesk grin
det er et ansigt uden erfaring
et nyt ansigt
Den boblende vin
jeg drikker den boblende vin
jeg fylder bare i mig
og den flyder ned ad mundvigene
begyndelsen til alting
livets vand
eventyrets oprindelse
jeg drikker den boblende vin
som køler dette legeme
som forsvinder på drømmefødder
dråbernes kilde
slow motion
jeg griner mod himlen
Han er kunstner
han vågner stille
han vågner stille og tænker på de ting han skal
men først rejser han sig halvt op
og synger en lille sang
han er kunstner
ligesom du ville være
hvis du stjal en melodi fra vinden
og lagde dine længsler og glæder i den
når du vågner i morgen
Ansigtet
ansigtet er stramt
med høje kindben fra et andet land
læberne er surt nedadgående og fyldige
øjnene er smalle og lidt skæve
det er et dyrs øjne
huden er læder
måske lidt skrammer på venstre kind
ansigtet kan brydes i et grotesk grin
det er et ansigt uden erfaring
et nyt ansigt
Den boblende vin
jeg drikker den boblende vin
jeg fylder bare i mig
og den flyder ned ad mundvigene
begyndelsen til alting
livets vand
eventyrets oprindelse
jeg drikker den boblende vin
som køler dette legeme
som forsvinder på drømmefødder
dråbernes kilde
slow motion
jeg griner mod himlen
Han er kunstner
han vågner stille
han vågner stille og tænker på de ting han skal
men først rejser han sig halvt op
og synger en lille sang
han er kunstner
ligesom du ville være
hvis du stjal en melodi fra vinden
og lagde dine længsler og glæder i den
når du vågner i morgen
onsdag den 4. februar 2015
Søren Ulrik Thomsen - Rystet spejl
Tre af Søren Ulrik Thomsen - Han har så utrolig meget i sig denne herre.
Jeg drømte at jeg stod i den dystre villa
Jeg drømte at jeg stod i den dystre villa
hvor optagelserne til mine mareridt
som regel finder sted
men væk var vindeltrappen
de hemmelige døre og den bundløse kælder
og alting nu så luftigt, lyst og gennemrenoveret
at ikke engang spøgelserne
længere turde overnatte
og mit halvgamle legeme med sjælen på slæb
lignede et uhyrligt medicinsk præperat
i de stilfulde stuer
hvor en sval jazz svævede fra højtalerne
og brisen løftede de lette gardiner.
Selvom du stadig er smuk
Selvom du stadig er smuk
er det alligevel på en anden måde
end dengang vi dansede i regnen
og det skrøbelige kun var en del
af din skønhed
der sad som en syl i mit øje.
Men i dag hvor vi to
er mødtes tilfældigt
i Sølvgadekrydsets styrtende lys
og du står i din dejlige kjole
er skønheden omvendt
kun en del af din skrøbelighed
der ridser mit blik som et glasskår.
Ingen bliver halvtreds
Ingen bliver halvtreds
uden at være vågnet i et nattog
som uvist af hvilken grund holder stille
mens tankerne kredser om en person
der kort passerede ens liv
og forsvandt.
Sidder du under en stråhat et sted
og læser i ly af et æbletræ?
Eller ligger du fuld i en krøllet seng
mens en rotte pusler bag panelet?
Her river toget sig løs og standser digtet
før digteren falder for fristelsen
til at udsmykke det
med sentimentalitet og kynisme.
Jeg drømte at jeg stod i den dystre villa
Jeg drømte at jeg stod i den dystre villa
hvor optagelserne til mine mareridt
som regel finder sted
men væk var vindeltrappen
de hemmelige døre og den bundløse kælder
og alting nu så luftigt, lyst og gennemrenoveret
at ikke engang spøgelserne
længere turde overnatte
og mit halvgamle legeme med sjælen på slæb
lignede et uhyrligt medicinsk præperat
i de stilfulde stuer
hvor en sval jazz svævede fra højtalerne
og brisen løftede de lette gardiner.
Selvom du stadig er smuk
Selvom du stadig er smuk
er det alligevel på en anden måde
end dengang vi dansede i regnen
og det skrøbelige kun var en del
af din skønhed
der sad som en syl i mit øje.
Men i dag hvor vi to
er mødtes tilfældigt
i Sølvgadekrydsets styrtende lys
og du står i din dejlige kjole
er skønheden omvendt
kun en del af din skrøbelighed
der ridser mit blik som et glasskår.
Ingen bliver halvtreds
Ingen bliver halvtreds
uden at være vågnet i et nattog
som uvist af hvilken grund holder stille
mens tankerne kredser om en person
der kort passerede ens liv
og forsvandt.
Sidder du under en stråhat et sted
og læser i ly af et æbletræ?
Eller ligger du fuld i en krøllet seng
mens en rotte pusler bag panelet?
Her river toget sig løs og standser digtet
før digteren falder for fristelsen
til at udsmykke det
med sentimentalitet og kynisme.
søndag den 1. februar 2015
Sam Fleischer, Henrik S. Holck, Peter Huss - TRANSFORMATIONER Poesi 1980 - 1985 - Udvalgt af Pia Tafdrup
SAM FLEISCHER
KRABBESANG
Som en sang
for det indre øre, som en sygdom mellem
mellemørets knogler. Det er sådan, de er her,
visionerne om fremtiden,
det er sådan vi oplever dem,
som en sprængt lever eller vener
perforeret af undersøiske huller,
vi falder igennem, når vi dykker
ned i kødets mystik,
som en sang fra krabber,
der æder os levende, mens vi leger
glatte ål i tidens gulvspand
af ubestemmelig, ramponeret
plastic.
(Fra Gnist. Gyldendal 1981)
HENRIK S. HOLCK
DER SKAL SÅ LIDT TIL
der skal så lidt til
se det bøjer sig med os
græsset i sydende damp med himlen
hudens ånd med en underlig lethed
så lidt så meget
uendeligt
lydene hakker sig igennem hinanden
strejfer forbi forsvinder afklares i stilhedens dråber
til blide efterklange i døgngryets hinde
der skal så lidt til
men se det bøjer sig jo med os
græsset i sydende damp med himlen
så stå op og fang dagen i dit ord
så stå op og se lidt
så lidt så meget
der skal så lidt til
og det er ubærligt
synet er vort skriftested
synger skriger
eller når dig
(Vi må være som alt. Borgen 1978)
PETER HUSS
HUSKER ALT
Husker alt engang var blødt
længes mod dig, hele din krop
al din ømhed
Blæsten synger i nat
Tror jeg på Gud
Tror jeg på din sangs frynser
Tror jeg på verdens løvefod
(Min vandkugle i venstre hånd. Gyldendal 1984)
KRABBESANG
Som en sang
for det indre øre, som en sygdom mellem
mellemørets knogler. Det er sådan, de er her,
visionerne om fremtiden,
det er sådan vi oplever dem,
som en sprængt lever eller vener
perforeret af undersøiske huller,
vi falder igennem, når vi dykker
ned i kødets mystik,
som en sang fra krabber,
der æder os levende, mens vi leger
glatte ål i tidens gulvspand
af ubestemmelig, ramponeret
plastic.
(Fra Gnist. Gyldendal 1981)
HENRIK S. HOLCK
DER SKAL SÅ LIDT TIL
der skal så lidt til
se det bøjer sig med os
græsset i sydende damp med himlen
hudens ånd med en underlig lethed
så lidt så meget
uendeligt
lydene hakker sig igennem hinanden
strejfer forbi forsvinder afklares i stilhedens dråber
til blide efterklange i døgngryets hinde
der skal så lidt til
men se det bøjer sig jo med os
græsset i sydende damp med himlen
så stå op og fang dagen i dit ord
så stå op og se lidt
så lidt så meget
der skal så lidt til
og det er ubærligt
synet er vort skriftested
synger skriger
eller når dig
(Vi må være som alt. Borgen 1978)
PETER HUSS
HUSKER ALT
Husker alt engang var blødt
længes mod dig, hele din krop
al din ømhed
Blæsten synger i nat
Tror jeg på Gud
Tror jeg på din sangs frynser
Tror jeg på verdens løvefod
(Min vandkugle i venstre hånd. Gyldendal 1984)
Når der sker en masse andet
Jeg har nu erfaret, at det med at komme til computeren for, at få skrevet det daglige digt ind, indimellem kan være svært at nå, når der sker en masse andet også. - Familie, børn, veninder, studiekammerater, teater- og biografture o.l. skal også passes ;)
Men jeg vil stadig forsøge at opretholde den (nogenlunde) daglige digtstrøm - og ellers kompencere lidt med et ekstra digt i ny og næ.
Men jeg vil stadig forsøge at opretholde den (nogenlunde) daglige digtstrøm - og ellers kompencere lidt med et ekstra digt i ny og næ.
Abonner på:
Opslag (Atom)