Ninette Larsen - HYBRID

HVAD ER JEG i dette - ageren bog negl råd frugt, et
flækket sneglehus. Jeg er ensom. Under den første
flage af hud er jeg ensom, dybt ind, værsgo. Tag mig,
om så jeg var ravneføde, om så jeg var fletguld og
smaragd - bare tag mig. Min krop er pure stablede
rystelser. Jeg kan ikke stå på benene. Vil du se mig i
aften, kan du lugte den snerle, så du den regnbue, hele
buen start og slut ud-i-ét, så du mig, så så du mig. To
stolerækker længere fremme, min nakke, mine
skulderblades opstemthed under trøjen, hvis en ryg
kunne blinke, hvis en ryg kunne forføre, jeg siger dig.
Åh.
Jeg forestiller mig nu brandsåret som et marint
område. Forbeholdt bådelaug og havudsigt, forbeholdt
ukrudtsgrus og halvt druknede joller, forbeholdt mænd
i kedeldragt og med operationshandsker. Hvilket
værktøj du må tage i brug mod mine organer, en
vridtang, en særlig tynd fil. En syl. Om du må
medbringe egen saks, om du må tage skovens
efterladenskaber i brug, så gerne. Ageren bog snegl råd
fugt. Og så at trække spor over min hud, så at klæde
mig ud som træstamme, så at være dus med himlens
fugle. Så at dø under en krone af forkrøblet løv og
skidt.
     Hvilken fornemmelse, hvilket faldera og
skomagerdreng på begge bukselår, hvilke røde
malkepigekinder man så fik, sikke skummet sprøjtede
fra øllet, ravgyldent. Og ligefrem tysk stemning,
ligefrem jodlen et sted fra kløft og klippe, ligefrem
bjæffen fra forvaskede hyrdehunde og hundredeårige
med guldtand og sørgerande. Ligefrem elektricitet
mellem klippesiderne, lyn og torden, en plade med hav,
en plade med mager jord. Elfenbenskysten, man ser sig
selv med en stødtand som trefork fægtende over
hovedet og med et ben i hvert sit frådende hav. Så ser
man sig selv i tunge lærredsklæder og med nonneslør.
Så er man fransk revolution, så har man en sag at
kæmpe for, så har man et land, så fandtes ophav
pludselig, så fandtes selvforståelse, så var man
pludselig beredt til at dø.