Det var
sjovere grimmere
dengang
Du, nerven, hvori al næring ligger, hvoraf alting
næres.
Du skal altid ihjelslaa.
For den smukke dreng i Vordingborg. Med mink og
perleørering. Lysøjet. Så fin støj kan være, hvordan
togudsigten er fra trappen. En stribe overskårne træer i
fart.
Søsteren sagde, jeg har festet med de lokale, jeg har
drukket mig fuld i deres hjemmebrændte. Han sås som
en glidende silhuet bag æbletræerne.
Nu er jeg på vej op ad en græsskråning med
løsgående får, jeg agerer nyopdaget fortidslevn, jeg
agerer fin pulveriseret tropesommerfugl. Pludselig
mine slanke hænder i varmen, helt majestætiske ser de
ud, ødelagte af at agere vinge, styrefjer og andet. Mit
ansigt er umælende, jeg kommer ikke hjem foreløbigt.
Vi elsker cellisten, vi elsker Bob, vi elsker simpelthen
Bob. Vi elsker bladhang om vinteren, vi elsker den
svale luft. Sådan en krop i kulden, røde hybenknopper
i kinderne.
Der er noget overlegent over Bob, noget
overmenneskeligt over Bob, han besidder lokalerne,
han træder ind og vælter omgivelserne, blæser os
omkuld. Se, hvordan møblerne vælter, se, hvordan
naturen bøjer sig, hvordan den nejer og knejser i
anklerne.
Lugtende af de steder, jeg har været, en lyd af et
værelse. Det er den sødelige lugt af fugtigt tøj, tag det
på og træk vejret. En lugt af institution. En lugt af
morgen, af søvn.
DU REVOLUTIONERER HELE forestillingen om, hvad et ansigt
har at råde over. Der sidder en lille nar i din iris og
klapper.
Pjerrot med masken, med munden, som vi kender dig.
Dine tænder griner ned til rødderne. Dine øjenhuler
maler mørkeblå tårestriber som konfetti. Læberne er
malet sygeligt røde. For maskens skyld. For tungen,
der slikker himmellys og rød fluesvamp. For din
rødmen. En blussende nervekrampe, midt i fedmen af
hvid sminke, midt i kulden af ufortyndet bleghed.
Vi drikker kaffe ved vinduet. Regnen falder faldt på
biltagene. Du har lænet dig tilbage.
Jeg har næseblod. Du ved det ikke, men mit indre
skælver, hver gang jeg ser dig.
Og vi drikker kaffe, og den tætrøgede himmel i
forstæderne har skiftet fra azur til skingert dueblå.
Hvordan din aorta så kunne se ud indefra. Her høres
kun de store fugle, der letter fra asketræerne ved
stationen, og imens er dine hænder langt langt væk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar