Camilla Christensen i TRANSFORMATIONER Poesi 1980 - 1985 - Udvalgt af Pia Tafdrup

FEJLSPÆNDT

radaransigt vendt mod himlen
drivende nætter og hvide dage
sanser udvalgte detaljer

spejlvendt kastes kroppens aftryk
i kløften vingerne vokser blå ud dagen
falder tavst i havet

(Fra Fejlspændt, Gyldendal 1985)

Thomas Boberg i TRANSFORMATIONER Poesi 1980 - 1985 - Udvalgt af Pia Tafdrup

UNDER BARKEN ER KØDET

Under barken er kødet og fibrene og de ædende insekter
under græsset er jord under jord er de døde og ormene
og mineralerne og springende kilder
under dagen er natten under morgenen det lyse had
og ulykkerne både fortidens og fremtidens og
to øjne der ser sig forvildet omkring for første gang
øjne der ligner chok i blåt og grønt og øjeblikkelig
tab af hukommelse gradvist seende op og ned frem og til siden
for at lære et sprog der kun vanskeligt reproduceres
i talløse dræbende timer vinter og sommer forår
og efterår med de smattede veje og ansigter

(Fra Hvæsende på mit øjekast. Gyldendal 1984)

Johannes Møllehave

Der skal prøves lidt af hvert i denne digt-strøm, i dag er det blevet til to digte af Johannes Møllehave

Lyset

Svært med trøstende ord,
når du lever med smerten.
Men du ta´r fejl, når du tror,
du skal flygte fra verden.

Du er det lys som blev tændt,
du skal varme og lyse.
Slukkes det lys som blev tændt,
er der fler´der må fryse.

Tro at livet fornyes,
uden tro går det næppe.
Ingen bør sætte sit lys
under mismodets skæppe.

Du er det lys der blev bragt,
trods de tungeste dage.
Husk hvad der engang blev sagt,
sæt dit lys i en stage!

Vantro er mismodets gys,
pas på vægen og luen.
Og lad det skinne dit lys,
for dem alle i stuen.

De tre sten

Der lå en sten over Jakobs brønd
den tungeste sten blandt stene.
Ved synet af Rachel blev Jakob så glad,
at han løftede stenen alene.

Normalt kom der fire mænd derned
for at løfte stenen ved aften.
Men Jakob fyldtes af kærlighed.
Af kærlighed fik han kraften.

Der lå en sten på Frelserens grav,
den tungeste sten blandt stene -,
og rygtet kom ud over land og hav,
at kærlighed bar den alene.

Og vi, der var underlagt synd og død
og alle fordrevet fra Eden,
kom sammen og lytted´, når ordet lød
om stenen og kærligheden.

Der ligger en sten på hver eneste grav.
Jeg stod ved min fars forleden
og vidste, at selv de tungeste sten
kan bæres af kærligheden.

Theis Ørntoft - Digte 2014

Del: SORT FREKVENS

For mig er samfundene døde.
Jeg tror ikke længere
det er et spørgsmål om forfinelse
men om afvikling.


Del: ELEPHANTOR

Min fortid, flydende
lava
lå længe og lyttede
til lyden af hovslag mod søvnløshed.
Jeg var inde
i læder og medicin
jeg var inde
og skabte rum og gæring.
På nattehimlen over mig
glimtede byerne i træets grenværk
under alles fødder
cirkulerede tårne af selvlysende fisk.

Lovene
er ikke resultater af en krig
de er krigen.

N. F. S. Grundtvig

Lige et par stykker fra endnu en af de gamle klassiske digtere - det bliver jo sjældent til kun at læse et enkelt digt ad gangen ;)

Et jævnt og muntert, virksomt Liv paa Jord

Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord
som det, jeg ville ej med kongers bytte,
opklaret gang i ædle fædres spor,
med lige værdighed i borg og hytte,
med øjet, som det skabtes, himmelvendt,
lysvågent for alt skønt og stort herneden,
men med de dybe længsler vel bekendt,
kun fyldestgjort af glans fra evigheden.

Et sådant liv jeg ønsked al min æt
og pønsed på med flid at forberede,
og når min sjæl blev af sin grublen træt,
den hviled sig ved “fadervor” at bede.
Da følte jeg den trøst af sandheds ånd,
at lykken svæver over urtegården,
når støvet lægges i sin skabers hånd,
og alting ventes i naturens orden:

Kun spiren frisk og grøn i tidlig vår,
og blomsterfloret i den varme sommer,
da modenhed i møde planten går
og fryder med sin frugt, når høsten kommer!
Om kort, om langt blev løbebanen spændt,
den er til folkegavn, den er til grøde;
som godt begyndt er dagen godt fuldendt,
og lige liflig er dens aftenrøde.

Som Foraars-Solen morgenrød

Som forårssolen morgenrød
stod Jesus op af jordens skød
med liv og lys tillige;
derfor, så længe verden står,
nu efter vinter kommer vår
livsalig i Guds rige.

Som fuglekor i mark og lund
lovsynger vår i allen stund
med deres toner søde,
så alle tunger, trindt om land,
lovsynge dødens overmand
i påske-morgenrøde!

Som blomster alle står i flor,
som skoven grønnes, kornet gror
ved vårens kræfter milde,
så blomstrer alt i Jesu navn
og bærer frugt til folkegavn,
som årle, så og silde.

Jens August Schade - Piet Hein

Gårsdagens digt blev fuldstændigt opslugt af eksamensforberedelse, så derfor bliver det til to i dag

At bore sig ind i dig

At bore sig ind i dig
er som en yndig maskine
der hæver sig
på hvide vinger
og tar mig med sig
ind i dødens verden
i de dybe rosers
der står og dufter
og vifter roligt
bag stjernernes regndråber.

- Jens August Schade

Om at leve i nuet

At leve i nuet er livets teknik –
og alle folk gør deres bedste,
men halvdelen vælger det nu, som gik,
og halvdelen vælge det næste.

Og det forrige nu og det kommende nu
bliver aldrig i livet præsente,
og alle folks levetid går sågu
med bare at mindes og vente.

For det nu, som er gået, er altid forbi,
og det næste bliver aldrig det rette.
Næ, sørg for, at nuet, du lever i,
éngang for altid er dette.

- Piet Hein

Dan Turèll

At være beat

”At være beat er at stå på et gadehjørne

og være sindssygt høj” – GREGORY CORSO

At være beat er at stå på et gadehjørne og være sindssygt høj
At være beat er at sidde i et automatvaskeri på Gl. Kongevej og pludselig høre

Gregory Corsos stemme komme ud

af tørretumbleren
At være beat er at løbe til en boghandler for at stjæle en blok og en

speedmarker for at kunne skrive denne tilstand

At være beat er at fyre piben og sætte sig på skraldespandene i baggården mens

vinden blæser gennem bladene

At være beat er at stå foran automatvaskeriet med psychedeliske øjne og sé

bilansigter køre forbi

At være beat er at følge med tøjet ind i tørretumblerens og drycleanerens cyklusser
At være beat er at sidde på Spies’ kundebænk og recorde og skulle til Algier i

morgen men uden Spies

At være beat er at acceptere hvad der er at acceptere og opleve hvad der er at opleve
At være beat er at regne med at éns fingre nok er éns eneste fingre
At være beat er at være klar til at springe hélt ud når som helst og aldrig gøre det før
At være beat er hvad som helst og selvfølgelig ingenting
At være beat er uden betydning hvis man enten er det eller ikke er det
At være beat er en af titusind muligheder i sproget
At være beat er at tone ud over gader og hustage via sin egen svimlende hånd
At være beat er en spontan tankerække startet af Gregory Corso en mulig kæde

som enhver kan tilsætte sit personlige bidrag

At være beat er en tilfældig indkodning som nu sprøjter ud i vilkårlige pletter på

papiret

At være beat er at være ingenting og være villig til at være hvad som helst sig selv
At være beat er at dreje udad uden på forhånd at ha bekymret sig om hvorhen det

kan gå

Benny Andersen - Samlede digte

Afkroge er ikke hvad de har været

Man leder efter et ord
og finder et sprog

Man kysser en mund
og bliver gift med et folk

Man graver i haven
og støder på en planet

Man ser forundret op
og man er forår

Christian Winther - Poetiske skrifter

ELSKOVSTROLDDOM.

 
Med lette Fjed Han hasted
Ind i det lune Krat;
Høit i en Busk Han kasted   
Sin gule Panama-Hat.

 
Han visked
Sin Isses brune Lok:
»See saa! nu har jeg fisket
Aborrer meer end nok!


Der var saa smukt derude,
Hovmarken var saa travl;
Slottet speiled sin Rude,
Sine Taarne og sin Gavl.

 
Og Kirken hist, den røde,
Stod som et omvendt Kruus;
Fjernt Skyttens Hunde gjøede
I Skoven ved hans Huus.

 
Med hedt der var paa Vandet!
End ei den mindste Vind
Viftede kjølt fra Landet,
Og Solen mig gjorde blind.

 
Her har De da mig atter,
Og her er man vel tilpas!
Fru Moder! og Frøken Datter!
Gud give, her var et Glas!

 
En Ild - en Ild her brænder!
Min Frøken! et Bæger, smukt
Credentset af Deres Hænder,
Snart vilde faae den slukt.

 
Men Kildens klare Draaber
Nu perle mig her omsonst;
Det nytter ei, jeg haaber
Paa saadan en Hebes Gunst!«

 
Det sagde Han med Latter,
I overgivent Mod,
Og vendte saa bort sig atter
Paa sin flygtige Fod.

Men fra bløde Mos paa Stolen
Hun reiste sig taus og rank;
Siirligt rasled i Kjolen
Hver Fold af Silke blank.

 
Ved Kilden Hun sig neied,
Hvor ud fra Marmorsteen
Midt hen i Blomsterleiet
Den skjød sin Straale reen.

 
Af begge Hænders blide,
Blegrøde Alabast,
Tæt føied' Side ved Side,
Hun danned et Bæger i Hast;

 
Mens, sittrende, i Skaalen,
Meer kostbar end pruden Guld,
Hun lod forsigtigt Straalen
Risle, til den var fuld.

 
Et Øieblik Hun dvæled!
Men Han - snart bleg, snart rød -
Med pludselig Alvor knæled,
Da Skaalen Hun ham bød.

 
Med Vellyst suged Hans Læber
Den klare Nektar sød:
»Ei meer!« - Hun bad - »det dræber!   
De blusser jo som en Glød!«

 
Men selv Hun tømte Resten, -
Og skilte saa Skaalen ad;
Og saa var Alt jo næsten
Gaaet, som Moderen bad, 

Der stod Hun, bleg, forvirret,
Som havde Hun drukket Gift;
Men fast dog Øiet stirred
Og læste Hans Ansigts Skrift.

 
Det sused for Hendes Øre
Og Hjertet voldsomt slog.
Da var det, som kunde Hun høre:
»Saa elsker Hun mig dog!«

 
Da var det, som kunde Hun skue
Dybt inde i Hans Bryst
Og see den søde Lue,
Der straalede Hende Trøst.

 
Han syntes Hende at tale:
»O, siig mig, er det sandt?
At jeg i Jordens Dale
En saadan Himmel vandt!«

 
Hun vakled, som i Svimmel,
Og yndig, fin og rank,
Forglemmende Jord og Himmel
Hun til Hans Hjerte sank.

 
De hviled, med tause Munde,
Tæt ved hinandens Barm; -
Da svæved igiennem Lunde
Zephiren, luun og varm.

 
Og Tanken tilbage vendte,
Og Hjerterne kom til Ro,
Og Blikket rundt de sendte, -
Da var de alene To.

Per Højholt - Samlede digte

Natlig overfart

Aldrig før var der saa kort imellem ordene.
Aldrig før var alt saa nær ved at ske.
En haand rakt frem var nok.

Men vores hænder gled forbi hinanden,
stille følende sig frem
som blinde færger i taagen.

Vi mødtes aldrig helt,
selv om smil og summende længsler
havde beredt os begge.

Nu svimler lyset.
Møder du mig ogsaa her, hvor berberis og kvæde
stivner mellem vendte havemøbler?

Yahya Hassan - Digte

UDEN FOR DØREN


JEG SAD I GARDEROBEN MED EN ÆBLESKIVE I HÅNDEN

OG LÆRTE AT BINDE SNØREBÅND I STILHEDEN

APPELSINER MED NELLIKER OG RØDT BÅND

HANG FRA LOFTET SOM GENNEMHULLEDE VOODOODUKKER

DET ER SÅDAN JEG HUSKER BØRNEHAVEN

DE ANDRE GLÆDEDE SIG TIL JULEMANDEN VILLE KOMME

MEN JEG VAR LIGE SÅ BANGE FOR HAM

SOM JEG VAR FOR MIN FAR

Nye Stemmer - En antologi af noveller og digte

Af Shadi Angelina Bazeghi

Vi stræber alle mod noget der allerede ejer os

- Vi stræber alle mod noget
der allerede ejer os.

At blive set
eller ikke blive set
at kaste sig i kærlighedens flod
der flyder over med blod en søndag morgen
i en plettet kjole, du
Angelina, min Alfa Romeo,
hvordan står det til i disse dage
kommer du ned
med et par rim og lange digte; afstandens smerte i eksil
mit alfabet, Angelina.

Angst
for at åbne øjnene
angst for at falde i søvn
angst for at miste fodfæste går jeg hjem
og rykker rundt på mørkets bestanddele;
mine brudstykker der allerede ejer mig.

Anarki, Apollon!
Poetens afsindige behov for patos,
den funklende
sølvkugle
du lagde i min hånd
en fugtig morgen ... og laurbærtræets kviste
lavendelblomsternes duft
lilla hyacinters duft
og duften af regnvåd skov tidlig sol ejer mig.

Mærk mig, mislykkede forsøg
gennem de linjer jeg
forærer dig her, lidenskaben
på denne gyldne palmesøndag, hvor jeg steger
som en saftig palmefrugt i min olie. Moder
af det kolde dybe vand, mærk mig.
Mælkevejens stjernestøv
nådige valmue
med din frørige kapsel
mærk mig
støvdragere i fangeskab.

Det kunne have set kønnere ud
under andre omstændigheder;
jeg kunne have elsket mig selv
været tyndere
højere
mere bevidst
og mindre følsom, jeg
kunne have været en trøst

en vanvittig troende
der skriver en ode til oliventræet
mens Simon Peter beklager sig
under en sidste nadver,
den der blander vinen op med vand
og sørger for mere brød, mærk mig mislykkede forsøg
på jordisk liv

mærk mit styrt og min begyndelse.

Note
Første strofe stammer fra Alfabet, Inger Christensen, 1981. Slutstrofen stammer fra Forugh Farrokhzads digt "Lad os tro på begyndelsen af en kold årstid", 1973.

 

Suzanne Brøgger - SØLVE

Dette er dog ikke en digtsamling, men en "Mosebog og memoirer - 8000 års Danmarkshistorie og dagligliv set fra min vindueskarm i Løve" - Suzanne Brøgger

Alligevel vil jeg tage udgangspunkt i denne bog til et af mine daglige digte, da denne starter med dette:

Din egen mor
din egen søster,
dine egne grise,
dine egne søde kartofler, som du har stablet
må du ikke spise.
Andre menneskers mødre,
andre menneskers søstre,
andre menneskers grise,
andre menneskers søde kartofler, som de har stablet,
må du gerne spise.

Araspesh mundheld

,,Prøv Tungen, Dina, det er min egen,"
Fru Levin i
Indenfor Murene
af
Henri Nathansen

Ole Sarvig - MENNESKE TIL MENNESKE - En digtkreds

Et digt bliver til to i dag.

TAVSHED

Nu blomstrer telefonen 
med klokkernes sølvduske
ud over landet.

Og byens mægtige skumrende savskæreri
ligger ved havet.
De, der går ind til kontorenes øde,
hører remsuset.
(Folk gik bag lågerne
ved vintertid,
og kom igen i sommerens blege dage ...)

Kæruld, - kæruld vokser i moserne
til vore hænder.
I kæruld skjuler jeg min stemme.

For du er tavs.



TIMESKIFTE

Storm brød ind
over alle kyster
med hvide tænder
i månenætter
og åd af landet.

Og klokken gik til to, til tre,

da ro ... flød ud
over alle kyster
af hvide lænder
i månenætter
og sank i havet.

Henrik Nordbrandt - Egne digte

Rosen fra Lesbos

Jeg har fået denne rose af en ukendt kvinde
da jeg var på vej ind i en ukendt by.
- Og nu da jeg har været i byen
sovet i dens senge, spillet kort under dens cypresser
drukket mig fuld på dens tavernaer
og set kvinden komme og gå og gå og komme
ved jeg ikke længere, hvor jeg skal kaste den fra mig.

Overalt hvor jeg har været, hænger dens duft.
Og overalt hvor jeg ikke har været
ligger dens visne blade sammenkrøllet i støvet.

Christina Hagen - White Girl - digte

Til mand i land generel:

Alle steder jeg gå, du min penge vil ha, du
min pizza vil spise (din barn mig spørge: ,,Må
få? Må få? Må få?") , du den dårlig samvittighed
mig vil gi. Men du den skid ikke gi for mig.
Jeg i min seng ligge, dødsyg, jeg efter læge
ringe, og den læge bare sige, han min penge vil
ha. Jeg for den taxa betale, jeg for den tolk
betale, jeg for den læge betale eller han la
mig dø i seng. Jeg den hotelpersonale på hotel
snakke med, men de bare sige, de ikke forstå,
hvad jeg sige, jeg bare forkølet, de mig ban-
ket på ryggen har, de mig te lave. De mig på
diskotek invitere. De i den diskolys gramse på
White Girl, og den penis trække ud af bukserne
på toilet. De gerne kysse død hvid pige, ingen
problem. Åh, de synes rigtig dejlig kaste White
Girl op på toiletbrædt, hun hænge ud over kant,
fuld af feber og krampe i mave, de rigtig kneppe
til, så kød på lår gynge frem og tilbage, mens
White Girl kaste op på gulv. ,,Du drink ha?" de
spørge, mens de rigtig tæske White Girl i røv.
,,Du rigtig liderlig," de sige, ,,ligesom damer i
blad. Ligesom den Lolita og cougar og rødhåret
dame med lang pat, der sluge sabel og lille
gammel dame, der kneppe puddel og liderlig tøs,
der bare elske tæv og pige, der vil bolles med
grantræ."

Knud Sørensen - Samhørighed, Udvalgte digte 1965 - 1993

OM TIDEN

Det er ikke blæsten,
der pisker græsset
farveløst,
det er ikke blæsten,
der får frugterne
til at falde af de yderste grene
netop nu,
og det er ikke blæsten,
der får skyerne til at søge
den nærmeste horisont. Nej

det nytter ikke
at vælge blæsten
som forklaring,
jeg ved godt,
at det ikke er den,
der hærger herude,
men at det er tiden,
min eneste tid,
som løber stærkere
og stærkere
og løber stadig
længere bort, jeg ved godt,
at det er den,
som har sprængt sig ud af min puls
og nu
- pludselig -
hoverer,

endelig befriet.

Asta Olivia Nordenhof - det nemme og det ensomme

en våd græsplæne og mig
det blir dejligt at træde ud på den
her lugter af ahorn

det nemme og det ensomme
ik dø for egen hånd     ik eje sig selv fuldstændig
det lovmæssige og pligterne
sørge for te og appelsiner til de syge     at livet kommer udefra

morgenens tidligste vand

nerverne er galere end jeg

Søren Ulrik Thomsen - City Slang - Digte

I dag bliver et digt til flere - Søren Ulrik Thomsen har så meget på hjertet


Kunne min skrift

Kunne min krop drive ud i min skrift
kunne ordene sejle fra hændernes hud
fylde mit rum og pumpe i luften
som blodet der svimler i kroppens lykke
og styrter i årenes skakter.



Huskerens kærlighedsdigt

fortæl mig
intet
om dig

men
sid under de grå træer i parken, stå i åbningen mellem de
to rum, læg hænderne mod ruden i Trans Europ Express,
sov i det krøllede sengetøj, skriv på det hvide papir, drik
af kopper og glas, tag vand i dit ansigt, forsvind med bus-
sen, gå over en bro.



Mange

Jeg har skrevet mange ord
og flere vil komme

de ligger under ristene langs fortovene
de ligger i containerne og bag murenes revnede maling

jeg har tilbragt mange nætter i mange rum
og flere vil komme
mange nætter, mange rum

nætterne falder fra himlen
knuses som bomber mod baggårdens asfalt
deriver som støv mod mit rum

på min ryg sidder årene
stirrer
på ord der fra pennens aølvnæb
spreder sig vildt i rummenes sorte støv.



Amsterdam

Det rådne vand kryber gennem kanalerne.

Jeg læner mig mod rækværkets grønne sten
øjnene skinner
og følger vandets langsomme skred

jeg kan ikke længere huske
hvad og til hvem jeg skal skrive

på rækværket skriver jeg:
jeg

er

i

Amsterdam.



Vi danser i mørket

Ansigtet åbnes og lukkes
under hårenes svedige tråde
ansigtet griner og vrænger
bag hårenes flyvende strimler
fra loftet pisker azurblå regn
over de lette kroppe,
danser i mørket mens huset sover -
tungt på de kolde fliser.  

Caspar Eric - 7/11 - poesi

jeg prøver at falde i søvn
den næste nat
og tro at du ligger her
i sengen igen
da jeg vågner
er jeg fuldstændig ude af stand
til at tænke på andet
end buffy the vampire slayer (1997 - 2003)
du ligner egentlig ikke sarah michelle gellar
men alt ved dig føles meget '(1997 - 2003)'

_____________________________

#jegprøveratfaldeisøvn #dennæstenat

#jegeraleneisengen #fuck