OM TIDEN
Det er ikke blæsten,
der pisker græsset
farveløst,
det er ikke blæsten,
der får frugterne
til at falde af de yderste grene
netop nu,
og det er ikke blæsten,
der får skyerne til at søge
den nærmeste horisont. Nej
det nytter ikke
at vælge blæsten
som forklaring,
jeg ved godt,
at det ikke er den,
der hærger herude,
men at det er tiden,
min eneste tid,
som løber stærkere
og stærkere
og løber stadig
længere bort, jeg ved godt,
at det er den,
som har sprængt sig ud af min puls
og nu
- pludselig -
hoverer,
endelig befriet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar