Tove Ditlevsen

Jaget af timerne, slør for slør,
skal min lånte lykkedrøm briste,
for jeg har aldrig elsket før
og været så angst for at miste.

Det blev til en længere pause ...

Så er det med at komme i gang igen - det blev jo lige til endnu en pause, en lidt længere en af slagsen. Og nu blev min barselsperiode for alvor skudt i gang med ankomsten af det længe ventede lille barn, så nu bliver det spændende at se, hvordan det kommer til at spille ind på dette - mit allerede ændrede litterære forsæt for dette år.
- De 365 forskellige digte skal jeg nok nå op på, spørgsmålet er bare med hvor mange små pauser mellem de først tiltænkt daglige indlæg, og hvor mange af disse 'flere digte samlet på enkelte dage' der bliver nødvendige... Tiden vil vise...

Theis Ørntoft - DIGTE 2014

Del: ARKTISK KOMMANDO

Salt i luften.
Kælderen jeg bor i smager af salt.
Jeg ville rejse mig og blæse med vindene
efterlade mine ting på en øde parkeringsplads
jeg ville forlade ejendommene
men gjorde intet.

Jeg lukker øjnene
lodret og sort

snart er det vinter.
Snart er det nat og sommer.




Jeg drømte, at jeg gik ud af solsystemet gennem en mur af jungle.
Jeg drømte, at min tunge slikkede verden ren for gletsjere
når man gør rent, skal man gøre det ordentligt
skyfri himmel og komet.

Nødudgange i tanken
blodets veje gennem kroppen

citrusagtige fornemmelser
som om jeg har krydset en flod af kanyler.




Min morgen i de øverste lag af geologien.
Jeg adskiller den fra alle andres morgen og kalder den min
mine ejendele
børn der slås
helikopterstøj og frygt i gaderne.

Samtaler og konflikter
fjerne tåger derude
jeg kender vejene igennem dem
jeg har lært dem udenad som tabeller og salmevers.




Regnvejr i haven da jeg vågnede
sort og grøn
et hul i tid og rum.
Kan stadig huske nattens drømme
jeg faldt i en bundløs gletsjerspalte
jeg gik gennem byer af sammengroede negle.

Arktisk kommando.

F.P. Jac - TRANSFORMATIONER - Poesi 1980 - 1985 Udvalgt af Pia Tafdrup

SOMMER PÅ TOEREN

du i roset rosa slynget ind i vandets bølge,
og så dette beskuertæppe der øjner luft og fugle
eller en afstikker fra familien til vandets fart,
eller måske et snorketræ der viser ærbødighed
og som krænger sine ben til en svulmestørrelse
for at stå godt for kikkert og rygklap fra vinden,

du står som en tommelfinger i vandet lillemor
og har en våd hårstrimmel spændt under alle negle,
du swinger godt i lag med tangen og dybet
dog knap så grøn men alligevel i ekstase og grin,
ligesom børn når fiskene bliver netofre i jubel,

du er under strengt opsyn det skal du dog vide
for ingen havøsen skal lamme min hånd fra din
ingen yachtlokker skal kunne kahytsmigre dit skind
mens jeg stryger underbukserne flade af skam,
du ved hvad jeg mener når du flirter på vandet
så overdrag bare alt det til en mågekoloni i humør,


(Fra Jeg elsker min hustru. Borgen 1982)


Lidt info om forfatteren:
Flemming Palle Jakobsen (1955 - 2008) var en dansk digter og forfatter.

• Han tildeltes i 2008 Det Danske Akademis Store Pris med begrundelsen: "For hans dybt originale brug af det danske sprog". 

• I 1997 modtog han Beatrice Prisen. 

• Flemming Palle Jakobsen aka F.P. Jac forbindes ofte med en proklamation om, at han ville drikke sig ihjel, inden han blev 30 - Proklamationen blev angiveligt fremsat i hans yngre dage, men i et interview med Danmarks Radio i begyndelsen af 80'erne uddybede han baggrunden herfor, da intervieweren henviste til, at han på et tidspunkt offentligt havde sagt, at han havde tænkt sig at drikke sig ihjel: "Jamen det har jeg stadigvæk. Altså hellere end en cancerdød, så er det bedre med sådan en 10-15 år, hvor man hopper rundt i sådan nogle små ginflasker. Det er meget sjovere" - I et interview 2008 udtalte han dog, at den oprindelige udtalelse var en vittighed, som en journalist pustede op til overskrift.

• F.P. Jac har blandt andet udgivet digte med Asger Schnack og Klaus Høeck under fællespseudonymet Bandet Nul - Digte på stedet, Digte fra halvtredserne og Vi spiller for vores natur er skrevet sammen med Asger Schnack. Vi vil overdøve skammen er illustreret af Lars Dan. Desuden har F.P. Jac i sit virke skrevet avisartikler og udgivet hen mod 50 digtsamlinger. Hans mest kendte digtsamling er nok Misfat fra 1980 - En ganske tung og stofmættet digtsamling.
  

Ninette Larsen - HYBRID

HVAD ER JEG i dette - ageren bog negl råd frugt, et
flækket sneglehus. Jeg er ensom. Under den første
flage af hud er jeg ensom, dybt ind, værsgo. Tag mig,
om så jeg var ravneføde, om så jeg var fletguld og
smaragd - bare tag mig. Min krop er pure stablede
rystelser. Jeg kan ikke stå på benene. Vil du se mig i
aften, kan du lugte den snerle, så du den regnbue, hele
buen start og slut ud-i-ét, så du mig, så så du mig. To
stolerækker længere fremme, min nakke, mine
skulderblades opstemthed under trøjen, hvis en ryg
kunne blinke, hvis en ryg kunne forføre, jeg siger dig.
Åh.
Jeg forestiller mig nu brandsåret som et marint
område. Forbeholdt bådelaug og havudsigt, forbeholdt
ukrudtsgrus og halvt druknede joller, forbeholdt mænd
i kedeldragt og med operationshandsker. Hvilket
værktøj du må tage i brug mod mine organer, en
vridtang, en særlig tynd fil. En syl. Om du må
medbringe egen saks, om du må tage skovens
efterladenskaber i brug, så gerne. Ageren bog snegl råd
fugt. Og så at trække spor over min hud, så at klæde
mig ud som træstamme, så at være dus med himlens
fugle. Så at dø under en krone af forkrøblet løv og
skidt.
     Hvilken fornemmelse, hvilket faldera og
skomagerdreng på begge bukselår, hvilke røde
malkepigekinder man så fik, sikke skummet sprøjtede
fra øllet, ravgyldent. Og ligefrem tysk stemning,
ligefrem jodlen et sted fra kløft og klippe, ligefrem
bjæffen fra forvaskede hyrdehunde og hundredeårige
med guldtand og sørgerande. Ligefrem elektricitet
mellem klippesiderne, lyn og torden, en plade med hav,
en plade med mager jord. Elfenbenskysten, man ser sig
selv med en stødtand som trefork fægtende over
hovedet og med et ben i hvert sit frådende hav. Så ser
man sig selv i tunge lærredsklæder og med nonneslør.
Så er man fransk revolution, så har man en sag at
kæmpe for, så har man et land, så fandtes ophav
pludselig, så fandtes selvforståelse, så var man
pludselig beredt til at dø.

Søren Ulrik Thomsen - Samlede Thomsen

Politisk digt

Til jer,
der anklager poesien for eksklusivitet
og råber: Ud med sproget! -
det er verden, der er et elfenbenstårn;
hvert digt en ansøgning om at få adgang.



Dansk haiku

I det langsomme havs
dybgrå kammer
sildenes
lysmillion

i den tidlige morgens
kolde vind
stærens grønne
sekund.

Ninette Larsen - HYBRID

MIT SAVN ER dit ansigt under en blomstrende røn.
      Det var

      sjovere grimmere

      dengang

•  

Du, nerven, hvori al næring ligger, hvoraf alting
næres.

      Du skal altid ihjelslaa.

•  

For den smukke dreng i Vordingborg. Med mink og
perleørering. Lysøjet. Så fin støj kan være, hvordan
togudsigten er fra trappen. En stribe overskårne træer i
fart.

•  

Søsteren sagde, jeg har festet med de lokale, jeg har
drukket mig fuld i deres hjemmebrændte. Han sås som
en glidende silhuet bag æbletræerne.
      Nu er jeg på vej op ad en græsskråning med
løsgående får, jeg agerer nyopdaget fortidslevn, jeg
agerer fin pulveriseret tropesommerfugl. Pludselig
mine slanke hænder i varmen, helt majestætiske ser de
ud, ødelagte af at agere vinge, styrefjer og andet. Mit
ansigt er umælende, jeg kommer ikke hjem foreløbigt.

•  

Vi elsker cellisten, vi elsker Bob, vi elsker simpelthen
Bob. Vi elsker bladhang om vinteren, vi elsker den
svale luft. Sådan en krop i kulden, røde hybenknopper
i kinderne.
      Der er noget overlegent over Bob, noget
overmenneskeligt over Bob, han besidder lokalerne,
han træder ind og vælter omgivelserne, blæser os
omkuld. Se, hvordan møblerne vælter, se, hvordan
naturen bøjer sig, hvordan den nejer og knejser i
anklerne.

•  

Lugtende af de steder, jeg har været, en lyd af et
værelse. Det er den sødelige lugt af fugtigt tøj, tag det
på og træk vejret. En lugt af institution. En lugt af
morgen, af søvn.





DU REVOLUTIONERER HELE forestillingen om, hvad et ansigt
har at råde over. Der sidder en lille nar i din iris og
klapper.

Pjerrot med masken, med munden, som vi kender dig.
Dine tænder griner ned til rødderne. Dine øjenhuler
maler mørkeblå tårestriber som konfetti. Læberne er
malet sygeligt røde. For maskens skyld. For tungen,
der slikker himmellys og rød fluesvamp. For din
rødmen. En blussende nervekrampe, midt i fedmen af
hvid sminke, midt i kulden af ufortyndet bleghed.
      Vi drikker kaffe ved vinduet. Regnen falder faldt på
biltagene. Du har lænet dig tilbage.
      Jeg har næseblod. Du ved det ikke, men mit indre
skælver, hver gang jeg ser dig.
      Og vi drikker kaffe, og den tætrøgede himmel i
forstæderne har skiftet fra azur til skingert dueblå.
Hvordan din aorta så kunne se ud indefra. Her høres
kun de store fugle, der letter fra asketræerne ved
stationen, og imens er dine hænder langt langt væk.

Den daglige trummerum

Når den daglige trummerum går ind og får overtaget, kan det være svært at få plads og overskud til det man ellers gerne ville - det man havde sat sit for at skulle.

Det kan på nogle punkter være meget sundt tror jeg, at man ikke på den måde kan være herre over det hele, og det at acceptere at man ind imellem må ændre lidt på sine planer. Især når man ellers kunne have en tendens til gerne, at ville planlægge og vide hvad der skal ske og hvornår. Familieliv og sygdom i denne kolde vintertid kan vende op og ned på mange ting, og give en vis portion udfordring især på overskudskontoen (ikke mindst når man så oveni er højgravid). :)

Derfor har jeg, som jeg har været lidt inde på før, ikke formået at holde denne digtstrøm kørende til det oprindelige mål som var et digt om dagen her i 2015. Jeg vil så vidt muligt stadig forsøge at holde den kørende i de perioder hvor det er muligt, men med nogle undtagelser ind imellem. Trods dette skal der nok når året er omme ligge 365 forskellige digte her på bloggen :) - Jeg har taget til mig, at det med et hver dag ikke kunne blive en realitet, men dermed ikke sagt at jeg (og muligvis andre) vil kunne få en masse ud af dette digtflow alligevel. Der bliver nogle huller ind imellem, men så vil der - som det allerede er tilfældet, andre gange være spædet lidt op med flere ad gangen.

Det at læse digte kan være noget helt særligt, det bør det ofte være, derfor skal det heller ikke blive en sur pligt at skulle nå at få skrevet et ind her hver dag, når det ikke lige lader sig gøre. Jeg forsøger at være lidt alsidig og få meget forskelligt med fra det lyriske univers, hvilket resulterer i at jeg ofte bruger ret meget tid på at udvælge både digtsamlinger (som jeg heldigvis har en del af stående i bogreolen;)), og hvilke digte jeg vil skrive her. Derfor bliver det ofte til en del digte ad gange, og det tager jo tid både at læse, men også reflektere lidt over dem. Nogle er mere lige til og kræver ikke den store eftertanke, mens andre er nogle jeg kan gå og gruble længe over - både bevidst og ubevidst. Og det er jo lige netop det, der er noget af det fascinerende og det vigtige ved denne lyrik. Det at den har sit eget liv og kan 'leve videre' i os, uden at vi nødvendigvis tænker så meget over det, men også det at et enkelt digt, nogle få linjer eller blot nogle få ord, kan sige utrolig meget og have mange forskellige betydninger, både for den enkelte det læses af, men også forskelligt alt efter hvem man er. - Derfor tror jeg også det er meget godt, at jeg har ændret lidt i måden hvorpå det skal foregå med at få lagt digtene ind her. Det kan til tider være træls, når der ikke kan holds fast i ens første indskydelser og tanker, men af og til er det også sundt at måtte reflektere over tingene og revurdere og revidere lidt løbende - en god egenskab at have, som man også kan lære en del af - måske ikke allermest lærerigt lige i dette tilfælde, men sådan generelt godt. - Dermed ikke sagt at det ikke også er godt, at kunne holde fast i de beslutninger man har taget og planer man har lagt, for det er det bestemt også ofte, men det vigtigste er jo at være realistisk og kunne se, hvad der reelt vil kunne være muligt og give mening, både på kort og på længere sigt.


- Nu vil jeg, denne tidlige tirsdag morgen, hvor klokken netop har passeret 6:00, tage teten op igen ovenpå en streng virus og en masse sløjhed og komme i gang med digtene igen efter denne næsten hele uges stilstand...

Ole Sarvig - MENNESKE TIL MENNESKE, En digtkreds

Fra Grønne digte

BILLEDE

Så blege var gaderne
som en lunge i sprit,
som et blegt skelet et sted
i et lukket skab,
støvet og glemt.

Farveløse stod de
ventende en sommers komme,
den dybe rødme, det grønne,
som livet har.

Da spredtes den skønne mosaik,
og livet stod op
og nikkede genkendende til sine mønstre.

Lone Hørslev - Fire samlinger

Fire digte - et fra hver af de fire samlinger

Fra Tak

Anderledes er det på landet
når ildfuglene sover og tidslerne
klynges op
med de lilla hoveder nedad
Så planter jeg mig
et staudebed og hælder
hvid maling ned
i rotternes gange
(det er en glimrende teknik)
i tanken
i al fald endnu en sommer
der lige så stille og roligt siver ud
så markerne må drænes og
de kunstige ænder sættes til
at lokke de levende til sig
igen




Fra Ærgerligt, ærgerligt

UDE I IKEA
har alle møblerne navne
Jeg har købt mig en klapstol
der hedder NICK
Nu står den ved siden af min seng
med dine krøllede boksershorts ovenpå

Jeg kunne se på dig hele natten -
Betragte dit sovende ansigt med samme
hemmelige beruselse
som en vindueskikker uden for en stue
hvor nogen sidder og spiller strippoker
næsten nøgne
      Jeg fryser og håber
      at du vil sige mit navn
i søvne, min krop
har samlet sig
omkring mine organer som et par
skælvende hænder omkring en
sommerfugl en
sommerdag SUK
      hjerte brist ikke, når du
puster ud så
ånder jeg ind. 




Fra Lige mig

Damen ved stoppestedet

En gammel
dame står og venter på bussen og heller
ikke hende kan jeg vide noget om,
Hun venter. På bussen (ikke på døden, gæk gæk).
Der er alligevel noget
ved den måde hun står og tripper så sjovt på
                     der får mig til at tænke på små dyr og dermed
på et hus der ligger laaaaaaaangt ude på landet, og
     dengang
en mand tog min hånd og sagde KOM VI LØBER
lige lukt
ind i vores eget skæve
skakspil af en historie, og på dengang
hvor jeg drak
vin for at glemme at jeg var en
dronning uden konge, et tårn uden
slot, et frit fald ud
af en døddrukken krop, og nu står jeg igen i mit køkken

og altså bare glor på en dame
der netop træder ind i en bus.

Spøgelserne i mit køkken er gamle.
Det nyeste i køkkenet er en elkedel.
Spøgelserne er særlige for mit køkken.
Elkedlen er ikke noget særligt -

Argh! Ensomhed er sådan et grimt lille ord
det
truer med at spise mine fødder.

Ensomhed er sådan et grimt lille ord
hver dag
truer det med at spise mine fødder.




Fra  Jeg ved ikke om den slags tanker er normale - Skilsmissedigte

Jeg bekæmper en trang til at
tjekke min mail for gud ved hvilken gang
i dag, ro på, ro på -
                   Jeg har fået et udstoppet egern. Nu
sidder det også og venter, det
stirrer bebrejdende
op fra sin kogle, vi venter på noget - fordi jeg følte mig fri.
Og inviterede en NY mand ud og nu-nu-nu er det for sent
for fanden, at trække håbet i land
igen, jeg er fanden, for fanden
og han smilede så sødt og rakte mig sin
lillefinger, se, han rakte mig sin hånd og hans arm
har lagt
en drøm hen over mine øjne. Et egern sidder her
ved siden af min pc, det har
en grankogle mellem sine poter. HENT POST, trykker jeg men
indbakken er stadigvæk tom. Bum-bumme-lum, det
spiser ikke mere, det er dødt. Egernet. Jeg klipper
halen af, og det er stadigvæk dødt, jeg klipper ørene af, og det er
stadigvæk dødt, det stirrer stadig
så bebrejdende
op
fra sin kogle, nå, ja, okay
jeg slukker.

Begæret.
Forstørrer bare det jeg ikke har.

Ursula Andkjær Olsen - Samlet poesi 2000 - 2010

LULUS SANGE OG TALER

• 
  

Hvem sidder dér så morgensmuk
det er morgenen i min vindueskarm med pebermynteteposen
i sit hule øje. Men ellers er det teposens væsen
at afgive smag til min te gennem ubleget papir.

• 
  

Jeg har længe
(ca. 20 minutter)
villet sige:
Jeg må kysse
men jeg kysser
for at kysse præcis(t)
som jeg drikker
for at drikke
og ikke for at kysse.
Det er et spørgsmål om stringens.
Vi blander krøller
du kommer ud
gennem mit næsebor
som en duft
forvirrende
som fremmedsprog.
Jeg gør det
for at spinde huller
i glas og beton
og for at se
en lille flaskeånd
i susende hast
på sort baggrund.

Lysets form
passer netop nu
i spindelvævets skema.

Henrik Nordbrandt - Ode til blæksprutten

At sove i dine arme

At sove i dine arme
er lige så mærkværdigt og smukt
som at være kejserlig
fuglefænger i en eventyrverden
hvor alle ting har vinger
og flyver frem og tilbage mellem hinanden
fordi de synes det er skægt at flyve
og fordi de elsker at blive fanget
og sluppet løs igen
så de rigtig kan nyde deres vinger
deres purpurrøde og sølverne
og smaragdgrønne og gyldne vinger
i det eventyrlige, violette tusmørke
hvor du ligger ved siden af mig
som en stær der er styrtet til jorden
våd og forpjusket, med sine fjer
og øjenlåg limet til af søvnens hvide valmuelim.

Morti Vizki - Samlede digte

I dag bliver det til tre af en af de mindre kendte danske forfattere, Morti Vizki, som er manden bag tolv lyriske værker, et par novellesamlinger, fem romaner, flere radiospil og skuespil samt et par operaliberettoer. - Så selvom han ikke er et særligt kendt navn i den brede læse- og publikumskare, er han bestemt ikke ukendt eller uvæsentlig i de mere snævre litterære kredse.

Ansigtet

ansigtet er stramt
med høje kindben fra et andet land
læberne er surt nedadgående og fyldige
øjnene er smalle og lidt skæve
det er et dyrs øjne
huden er læder
måske lidt skrammer på venstre kind
ansigtet kan brydes i et grotesk grin
det er et ansigt uden erfaring
et nyt ansigt



Den boblende vin

jeg drikker den boblende vin
jeg fylder bare i mig
og den flyder ned ad mundvigene
begyndelsen til alting
livets vand
eventyrets oprindelse

jeg drikker den boblende vin
som køler dette legeme
som forsvinder på drømmefødder
dråbernes kilde
slow motion
jeg griner mod himlen



Han er kunstner

han vågner stille
han vågner stille og tænker på de ting han skal
men først rejser han sig halvt op
og synger en lille sang
han er kunstner
ligesom du ville være
hvis du stjal en melodi fra vinden
og lagde dine længsler og glæder i den
når du vågner i morgen

Søren Ulrik Thomsen - Rystet spejl

Tre af Søren Ulrik Thomsen - Han har så utrolig meget i sig denne herre.


Jeg drømte at jeg stod i den dystre villa

Jeg drømte at jeg stod i den dystre villa
hvor optagelserne til mine mareridt
som regel finder sted
men væk var vindeltrappen
de hemmelige døre og den bundløse kælder
og alting nu så luftigt, lyst og gennemrenoveret
at ikke engang spøgelserne
længere turde overnatte
og mit halvgamle legeme med sjælen på slæb
lignede et uhyrligt medicinsk præperat
i de stilfulde stuer
hvor en sval jazz svævede fra højtalerne
og brisen løftede de lette gardiner.


Selvom du stadig er smuk

Selvom du stadig er smuk
er det alligevel på en anden måde
end dengang vi dansede i regnen
og det skrøbelige kun var en del
af din skønhed
der sad som en syl i mit øje.
Men i dag hvor vi to
er mødtes tilfældigt
i Sølvgadekrydsets styrtende lys
og du står i din dejlige kjole
er skønheden omvendt
kun en del af din skrøbelighed
der ridser mit blik som et glasskår.


Ingen bliver halvtreds

Ingen bliver halvtreds
uden at være vågnet i et nattog
som uvist af hvilken grund holder stille
mens tankerne kredser om en person
der kort passerede ens liv
og forsvandt.
Sidder du under en stråhat et sted
og læser i ly af et æbletræ?
Eller ligger du fuld i en krøllet seng
mens en rotte pusler bag panelet?
Her river toget sig løs og standser digtet
før digteren falder for fristelsen
til at udsmykke det
med sentimentalitet og kynisme.

Sam Fleischer, Henrik S. Holck, Peter Huss - TRANSFORMATIONER Poesi 1980 - 1985 - Udvalgt af Pia Tafdrup

SAM FLEISCHER

KRABBESANG

Som en sang
for det indre øre, som en sygdom mellem
mellemørets knogler. Det er sådan, de er her,
visionerne om fremtiden,
det er sådan vi oplever dem,
som en sprængt lever eller vener
perforeret af undersøiske huller,
vi falder igennem, når vi dykker
ned i kødets mystik,

som en sang fra krabber,
der æder os levende, mens vi leger
glatte ål i tidens gulvspand
af ubestemmelig, ramponeret
plastic.

(Fra Gnist. Gyldendal 1981)



HENRIK S. HOLCK

DER SKAL SÅ LIDT TIL

der skal så lidt til
      se det bøjer sig med os
      græsset i sydende damp med himlen
      hudens ånd med en underlig lethed
så lidt så meget

uendeligt
      lydene hakker sig igennem hinanden
      strejfer forbi forsvinder afklares i stilhedens dråber
      til blide efterklange i døgngryets hinde

der skal så lidt til
      men se det bøjer sig jo med os
      græsset i sydende damp med himlen
så stå op og fang dagen i dit ord
så stå op og se lidt
så lidt så meget

der skal så lidt til
og det er ubærligt
synet er vort skriftested

      synger skriger
           eller når dig

(Vi må være som alt. Borgen 1978)



PETER HUSS

HUSKER ALT

Husker alt engang var blødt
længes mod dig, hele din krop
al din ømhed
Blæsten synger i nat
Tror jeg på Gud
Tror jeg på din sangs frynser
Tror jeg på verdens løvefod

(Min vandkugle i venstre hånd. Gyldendal 1984)

Når der sker en masse andet

Jeg har nu erfaret, at det med at komme til computeren for, at få skrevet det daglige digt ind, indimellem kan være svært at nå, når der sker en masse andet også. - Familie, børn, veninder, studiekammerater, teater- og biografture o.l. skal også passes ;)

Men jeg vil stadig forsøge at opretholde den (nogenlunde) daglige digtstrøm - og ellers kompencere lidt med et ekstra digt i ny og næ.

Camilla Christensen i TRANSFORMATIONER Poesi 1980 - 1985 - Udvalgt af Pia Tafdrup

FEJLSPÆNDT

radaransigt vendt mod himlen
drivende nætter og hvide dage
sanser udvalgte detaljer

spejlvendt kastes kroppens aftryk
i kløften vingerne vokser blå ud dagen
falder tavst i havet

(Fra Fejlspændt, Gyldendal 1985)

Thomas Boberg i TRANSFORMATIONER Poesi 1980 - 1985 - Udvalgt af Pia Tafdrup

UNDER BARKEN ER KØDET

Under barken er kødet og fibrene og de ædende insekter
under græsset er jord under jord er de døde og ormene
og mineralerne og springende kilder
under dagen er natten under morgenen det lyse had
og ulykkerne både fortidens og fremtidens og
to øjne der ser sig forvildet omkring for første gang
øjne der ligner chok i blåt og grønt og øjeblikkelig
tab af hukommelse gradvist seende op og ned frem og til siden
for at lære et sprog der kun vanskeligt reproduceres
i talløse dræbende timer vinter og sommer forår
og efterår med de smattede veje og ansigter

(Fra Hvæsende på mit øjekast. Gyldendal 1984)

Johannes Møllehave

Der skal prøves lidt af hvert i denne digt-strøm, i dag er det blevet til to digte af Johannes Møllehave

Lyset

Svært med trøstende ord,
når du lever med smerten.
Men du ta´r fejl, når du tror,
du skal flygte fra verden.

Du er det lys som blev tændt,
du skal varme og lyse.
Slukkes det lys som blev tændt,
er der fler´der må fryse.

Tro at livet fornyes,
uden tro går det næppe.
Ingen bør sætte sit lys
under mismodets skæppe.

Du er det lys der blev bragt,
trods de tungeste dage.
Husk hvad der engang blev sagt,
sæt dit lys i en stage!

Vantro er mismodets gys,
pas på vægen og luen.
Og lad det skinne dit lys,
for dem alle i stuen.

De tre sten

Der lå en sten over Jakobs brønd
den tungeste sten blandt stene.
Ved synet af Rachel blev Jakob så glad,
at han løftede stenen alene.

Normalt kom der fire mænd derned
for at løfte stenen ved aften.
Men Jakob fyldtes af kærlighed.
Af kærlighed fik han kraften.

Der lå en sten på Frelserens grav,
den tungeste sten blandt stene -,
og rygtet kom ud over land og hav,
at kærlighed bar den alene.

Og vi, der var underlagt synd og død
og alle fordrevet fra Eden,
kom sammen og lytted´, når ordet lød
om stenen og kærligheden.

Der ligger en sten på hver eneste grav.
Jeg stod ved min fars forleden
og vidste, at selv de tungeste sten
kan bæres af kærligheden.

Theis Ørntoft - Digte 2014

Del: SORT FREKVENS

For mig er samfundene døde.
Jeg tror ikke længere
det er et spørgsmål om forfinelse
men om afvikling.


Del: ELEPHANTOR

Min fortid, flydende
lava
lå længe og lyttede
til lyden af hovslag mod søvnløshed.
Jeg var inde
i læder og medicin
jeg var inde
og skabte rum og gæring.
På nattehimlen over mig
glimtede byerne i træets grenværk
under alles fødder
cirkulerede tårne af selvlysende fisk.

Lovene
er ikke resultater af en krig
de er krigen.

N. F. S. Grundtvig

Lige et par stykker fra endnu en af de gamle klassiske digtere - det bliver jo sjældent til kun at læse et enkelt digt ad gangen ;)

Et jævnt og muntert, virksomt Liv paa Jord

Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord
som det, jeg ville ej med kongers bytte,
opklaret gang i ædle fædres spor,
med lige værdighed i borg og hytte,
med øjet, som det skabtes, himmelvendt,
lysvågent for alt skønt og stort herneden,
men med de dybe længsler vel bekendt,
kun fyldestgjort af glans fra evigheden.

Et sådant liv jeg ønsked al min æt
og pønsed på med flid at forberede,
og når min sjæl blev af sin grublen træt,
den hviled sig ved “fadervor” at bede.
Da følte jeg den trøst af sandheds ånd,
at lykken svæver over urtegården,
når støvet lægges i sin skabers hånd,
og alting ventes i naturens orden:

Kun spiren frisk og grøn i tidlig vår,
og blomsterfloret i den varme sommer,
da modenhed i møde planten går
og fryder med sin frugt, når høsten kommer!
Om kort, om langt blev løbebanen spændt,
den er til folkegavn, den er til grøde;
som godt begyndt er dagen godt fuldendt,
og lige liflig er dens aftenrøde.

Som Foraars-Solen morgenrød

Som forårssolen morgenrød
stod Jesus op af jordens skød
med liv og lys tillige;
derfor, så længe verden står,
nu efter vinter kommer vår
livsalig i Guds rige.

Som fuglekor i mark og lund
lovsynger vår i allen stund
med deres toner søde,
så alle tunger, trindt om land,
lovsynge dødens overmand
i påske-morgenrøde!

Som blomster alle står i flor,
som skoven grønnes, kornet gror
ved vårens kræfter milde,
så blomstrer alt i Jesu navn
og bærer frugt til folkegavn,
som årle, så og silde.

Jens August Schade - Piet Hein

Gårsdagens digt blev fuldstændigt opslugt af eksamensforberedelse, så derfor bliver det til to i dag

At bore sig ind i dig

At bore sig ind i dig
er som en yndig maskine
der hæver sig
på hvide vinger
og tar mig med sig
ind i dødens verden
i de dybe rosers
der står og dufter
og vifter roligt
bag stjernernes regndråber.

- Jens August Schade

Om at leve i nuet

At leve i nuet er livets teknik –
og alle folk gør deres bedste,
men halvdelen vælger det nu, som gik,
og halvdelen vælge det næste.

Og det forrige nu og det kommende nu
bliver aldrig i livet præsente,
og alle folks levetid går sågu
med bare at mindes og vente.

For det nu, som er gået, er altid forbi,
og det næste bliver aldrig det rette.
Næ, sørg for, at nuet, du lever i,
éngang for altid er dette.

- Piet Hein

Dan Turèll

At være beat

”At være beat er at stå på et gadehjørne

og være sindssygt høj” – GREGORY CORSO

At være beat er at stå på et gadehjørne og være sindssygt høj
At være beat er at sidde i et automatvaskeri på Gl. Kongevej og pludselig høre

Gregory Corsos stemme komme ud

af tørretumbleren
At være beat er at løbe til en boghandler for at stjæle en blok og en

speedmarker for at kunne skrive denne tilstand

At være beat er at fyre piben og sætte sig på skraldespandene i baggården mens

vinden blæser gennem bladene

At være beat er at stå foran automatvaskeriet med psychedeliske øjne og sé

bilansigter køre forbi

At være beat er at følge med tøjet ind i tørretumblerens og drycleanerens cyklusser
At være beat er at sidde på Spies’ kundebænk og recorde og skulle til Algier i

morgen men uden Spies

At være beat er at acceptere hvad der er at acceptere og opleve hvad der er at opleve
At være beat er at regne med at éns fingre nok er éns eneste fingre
At være beat er at være klar til at springe hélt ud når som helst og aldrig gøre det før
At være beat er hvad som helst og selvfølgelig ingenting
At være beat er uden betydning hvis man enten er det eller ikke er det
At være beat er en af titusind muligheder i sproget
At være beat er at tone ud over gader og hustage via sin egen svimlende hånd
At være beat er en spontan tankerække startet af Gregory Corso en mulig kæde

som enhver kan tilsætte sit personlige bidrag

At være beat er en tilfældig indkodning som nu sprøjter ud i vilkårlige pletter på

papiret

At være beat er at være ingenting og være villig til at være hvad som helst sig selv
At være beat er at dreje udad uden på forhånd at ha bekymret sig om hvorhen det

kan gå

Benny Andersen - Samlede digte

Afkroge er ikke hvad de har været

Man leder efter et ord
og finder et sprog

Man kysser en mund
og bliver gift med et folk

Man graver i haven
og støder på en planet

Man ser forundret op
og man er forår

Christian Winther - Poetiske skrifter

ELSKOVSTROLDDOM.

 
Med lette Fjed Han hasted
Ind i det lune Krat;
Høit i en Busk Han kasted   
Sin gule Panama-Hat.

 
Han visked
Sin Isses brune Lok:
»See saa! nu har jeg fisket
Aborrer meer end nok!


Der var saa smukt derude,
Hovmarken var saa travl;
Slottet speiled sin Rude,
Sine Taarne og sin Gavl.

 
Og Kirken hist, den røde,
Stod som et omvendt Kruus;
Fjernt Skyttens Hunde gjøede
I Skoven ved hans Huus.

 
Med hedt der var paa Vandet!
End ei den mindste Vind
Viftede kjølt fra Landet,
Og Solen mig gjorde blind.

 
Her har De da mig atter,
Og her er man vel tilpas!
Fru Moder! og Frøken Datter!
Gud give, her var et Glas!

 
En Ild - en Ild her brænder!
Min Frøken! et Bæger, smukt
Credentset af Deres Hænder,
Snart vilde faae den slukt.

 
Men Kildens klare Draaber
Nu perle mig her omsonst;
Det nytter ei, jeg haaber
Paa saadan en Hebes Gunst!«

 
Det sagde Han med Latter,
I overgivent Mod,
Og vendte saa bort sig atter
Paa sin flygtige Fod.

Men fra bløde Mos paa Stolen
Hun reiste sig taus og rank;
Siirligt rasled i Kjolen
Hver Fold af Silke blank.

 
Ved Kilden Hun sig neied,
Hvor ud fra Marmorsteen
Midt hen i Blomsterleiet
Den skjød sin Straale reen.

 
Af begge Hænders blide,
Blegrøde Alabast,
Tæt føied' Side ved Side,
Hun danned et Bæger i Hast;

 
Mens, sittrende, i Skaalen,
Meer kostbar end pruden Guld,
Hun lod forsigtigt Straalen
Risle, til den var fuld.

 
Et Øieblik Hun dvæled!
Men Han - snart bleg, snart rød -
Med pludselig Alvor knæled,
Da Skaalen Hun ham bød.

 
Med Vellyst suged Hans Læber
Den klare Nektar sød:
»Ei meer!« - Hun bad - »det dræber!   
De blusser jo som en Glød!«

 
Men selv Hun tømte Resten, -
Og skilte saa Skaalen ad;
Og saa var Alt jo næsten
Gaaet, som Moderen bad, 

Der stod Hun, bleg, forvirret,
Som havde Hun drukket Gift;
Men fast dog Øiet stirred
Og læste Hans Ansigts Skrift.

 
Det sused for Hendes Øre
Og Hjertet voldsomt slog.
Da var det, som kunde Hun høre:
»Saa elsker Hun mig dog!«

 
Da var det, som kunde Hun skue
Dybt inde i Hans Bryst
Og see den søde Lue,
Der straalede Hende Trøst.

 
Han syntes Hende at tale:
»O, siig mig, er det sandt?
At jeg i Jordens Dale
En saadan Himmel vandt!«

 
Hun vakled, som i Svimmel,
Og yndig, fin og rank,
Forglemmende Jord og Himmel
Hun til Hans Hjerte sank.

 
De hviled, med tause Munde,
Tæt ved hinandens Barm; -
Da svæved igiennem Lunde
Zephiren, luun og varm.

 
Og Tanken tilbage vendte,
Og Hjerterne kom til Ro,
Og Blikket rundt de sendte, -
Da var de alene To.

Per Højholt - Samlede digte

Natlig overfart

Aldrig før var der saa kort imellem ordene.
Aldrig før var alt saa nær ved at ske.
En haand rakt frem var nok.

Men vores hænder gled forbi hinanden,
stille følende sig frem
som blinde færger i taagen.

Vi mødtes aldrig helt,
selv om smil og summende længsler
havde beredt os begge.

Nu svimler lyset.
Møder du mig ogsaa her, hvor berberis og kvæde
stivner mellem vendte havemøbler?

Yahya Hassan - Digte

UDEN FOR DØREN


JEG SAD I GARDEROBEN MED EN ÆBLESKIVE I HÅNDEN

OG LÆRTE AT BINDE SNØREBÅND I STILHEDEN

APPELSINER MED NELLIKER OG RØDT BÅND

HANG FRA LOFTET SOM GENNEMHULLEDE VOODOODUKKER

DET ER SÅDAN JEG HUSKER BØRNEHAVEN

DE ANDRE GLÆDEDE SIG TIL JULEMANDEN VILLE KOMME

MEN JEG VAR LIGE SÅ BANGE FOR HAM

SOM JEG VAR FOR MIN FAR

Nye Stemmer - En antologi af noveller og digte

Af Shadi Angelina Bazeghi

Vi stræber alle mod noget der allerede ejer os

- Vi stræber alle mod noget
der allerede ejer os.

At blive set
eller ikke blive set
at kaste sig i kærlighedens flod
der flyder over med blod en søndag morgen
i en plettet kjole, du
Angelina, min Alfa Romeo,
hvordan står det til i disse dage
kommer du ned
med et par rim og lange digte; afstandens smerte i eksil
mit alfabet, Angelina.

Angst
for at åbne øjnene
angst for at falde i søvn
angst for at miste fodfæste går jeg hjem
og rykker rundt på mørkets bestanddele;
mine brudstykker der allerede ejer mig.

Anarki, Apollon!
Poetens afsindige behov for patos,
den funklende
sølvkugle
du lagde i min hånd
en fugtig morgen ... og laurbærtræets kviste
lavendelblomsternes duft
lilla hyacinters duft
og duften af regnvåd skov tidlig sol ejer mig.

Mærk mig, mislykkede forsøg
gennem de linjer jeg
forærer dig her, lidenskaben
på denne gyldne palmesøndag, hvor jeg steger
som en saftig palmefrugt i min olie. Moder
af det kolde dybe vand, mærk mig.
Mælkevejens stjernestøv
nådige valmue
med din frørige kapsel
mærk mig
støvdragere i fangeskab.

Det kunne have set kønnere ud
under andre omstændigheder;
jeg kunne have elsket mig selv
været tyndere
højere
mere bevidst
og mindre følsom, jeg
kunne have været en trøst

en vanvittig troende
der skriver en ode til oliventræet
mens Simon Peter beklager sig
under en sidste nadver,
den der blander vinen op med vand
og sørger for mere brød, mærk mig mislykkede forsøg
på jordisk liv

mærk mit styrt og min begyndelse.

Note
Første strofe stammer fra Alfabet, Inger Christensen, 1981. Slutstrofen stammer fra Forugh Farrokhzads digt "Lad os tro på begyndelsen af en kold årstid", 1973.

 

Suzanne Brøgger - SØLVE

Dette er dog ikke en digtsamling, men en "Mosebog og memoirer - 8000 års Danmarkshistorie og dagligliv set fra min vindueskarm i Løve" - Suzanne Brøgger

Alligevel vil jeg tage udgangspunkt i denne bog til et af mine daglige digte, da denne starter med dette:

Din egen mor
din egen søster,
dine egne grise,
dine egne søde kartofler, som du har stablet
må du ikke spise.
Andre menneskers mødre,
andre menneskers søstre,
andre menneskers grise,
andre menneskers søde kartofler, som de har stablet,
må du gerne spise.

Araspesh mundheld

,,Prøv Tungen, Dina, det er min egen,"
Fru Levin i
Indenfor Murene
af
Henri Nathansen

Ole Sarvig - MENNESKE TIL MENNESKE - En digtkreds

Et digt bliver til to i dag.

TAVSHED

Nu blomstrer telefonen 
med klokkernes sølvduske
ud over landet.

Og byens mægtige skumrende savskæreri
ligger ved havet.
De, der går ind til kontorenes øde,
hører remsuset.
(Folk gik bag lågerne
ved vintertid,
og kom igen i sommerens blege dage ...)

Kæruld, - kæruld vokser i moserne
til vore hænder.
I kæruld skjuler jeg min stemme.

For du er tavs.



TIMESKIFTE

Storm brød ind
over alle kyster
med hvide tænder
i månenætter
og åd af landet.

Og klokken gik til to, til tre,

da ro ... flød ud
over alle kyster
af hvide lænder
i månenætter
og sank i havet.

Henrik Nordbrandt - Egne digte

Rosen fra Lesbos

Jeg har fået denne rose af en ukendt kvinde
da jeg var på vej ind i en ukendt by.
- Og nu da jeg har været i byen
sovet i dens senge, spillet kort under dens cypresser
drukket mig fuld på dens tavernaer
og set kvinden komme og gå og gå og komme
ved jeg ikke længere, hvor jeg skal kaste den fra mig.

Overalt hvor jeg har været, hænger dens duft.
Og overalt hvor jeg ikke har været
ligger dens visne blade sammenkrøllet i støvet.

Christina Hagen - White Girl - digte

Til mand i land generel:

Alle steder jeg gå, du min penge vil ha, du
min pizza vil spise (din barn mig spørge: ,,Må
få? Må få? Må få?") , du den dårlig samvittighed
mig vil gi. Men du den skid ikke gi for mig.
Jeg i min seng ligge, dødsyg, jeg efter læge
ringe, og den læge bare sige, han min penge vil
ha. Jeg for den taxa betale, jeg for den tolk
betale, jeg for den læge betale eller han la
mig dø i seng. Jeg den hotelpersonale på hotel
snakke med, men de bare sige, de ikke forstå,
hvad jeg sige, jeg bare forkølet, de mig ban-
ket på ryggen har, de mig te lave. De mig på
diskotek invitere. De i den diskolys gramse på
White Girl, og den penis trække ud af bukserne
på toilet. De gerne kysse død hvid pige, ingen
problem. Åh, de synes rigtig dejlig kaste White
Girl op på toiletbrædt, hun hænge ud over kant,
fuld af feber og krampe i mave, de rigtig kneppe
til, så kød på lår gynge frem og tilbage, mens
White Girl kaste op på gulv. ,,Du drink ha?" de
spørge, mens de rigtig tæske White Girl i røv.
,,Du rigtig liderlig," de sige, ,,ligesom damer i
blad. Ligesom den Lolita og cougar og rødhåret
dame med lang pat, der sluge sabel og lille
gammel dame, der kneppe puddel og liderlig tøs,
der bare elske tæv og pige, der vil bolles med
grantræ."

Knud Sørensen - Samhørighed, Udvalgte digte 1965 - 1993

OM TIDEN

Det er ikke blæsten,
der pisker græsset
farveløst,
det er ikke blæsten,
der får frugterne
til at falde af de yderste grene
netop nu,
og det er ikke blæsten,
der får skyerne til at søge
den nærmeste horisont. Nej

det nytter ikke
at vælge blæsten
som forklaring,
jeg ved godt,
at det ikke er den,
der hærger herude,
men at det er tiden,
min eneste tid,
som løber stærkere
og stærkere
og løber stadig
længere bort, jeg ved godt,
at det er den,
som har sprængt sig ud af min puls
og nu
- pludselig -
hoverer,

endelig befriet.

Asta Olivia Nordenhof - det nemme og det ensomme

en våd græsplæne og mig
det blir dejligt at træde ud på den
her lugter af ahorn

det nemme og det ensomme
ik dø for egen hånd     ik eje sig selv fuldstændig
det lovmæssige og pligterne
sørge for te og appelsiner til de syge     at livet kommer udefra

morgenens tidligste vand

nerverne er galere end jeg

Søren Ulrik Thomsen - City Slang - Digte

I dag bliver et digt til flere - Søren Ulrik Thomsen har så meget på hjertet


Kunne min skrift

Kunne min krop drive ud i min skrift
kunne ordene sejle fra hændernes hud
fylde mit rum og pumpe i luften
som blodet der svimler i kroppens lykke
og styrter i årenes skakter.



Huskerens kærlighedsdigt

fortæl mig
intet
om dig

men
sid under de grå træer i parken, stå i åbningen mellem de
to rum, læg hænderne mod ruden i Trans Europ Express,
sov i det krøllede sengetøj, skriv på det hvide papir, drik
af kopper og glas, tag vand i dit ansigt, forsvind med bus-
sen, gå over en bro.



Mange

Jeg har skrevet mange ord
og flere vil komme

de ligger under ristene langs fortovene
de ligger i containerne og bag murenes revnede maling

jeg har tilbragt mange nætter i mange rum
og flere vil komme
mange nætter, mange rum

nætterne falder fra himlen
knuses som bomber mod baggårdens asfalt
deriver som støv mod mit rum

på min ryg sidder årene
stirrer
på ord der fra pennens aølvnæb
spreder sig vildt i rummenes sorte støv.



Amsterdam

Det rådne vand kryber gennem kanalerne.

Jeg læner mig mod rækværkets grønne sten
øjnene skinner
og følger vandets langsomme skred

jeg kan ikke længere huske
hvad og til hvem jeg skal skrive

på rækværket skriver jeg:
jeg

er

i

Amsterdam.



Vi danser i mørket

Ansigtet åbnes og lukkes
under hårenes svedige tråde
ansigtet griner og vrænger
bag hårenes flyvende strimler
fra loftet pisker azurblå regn
over de lette kroppe,
danser i mørket mens huset sover -
tungt på de kolde fliser.  

Caspar Eric - 7/11 - poesi

jeg prøver at falde i søvn
den næste nat
og tro at du ligger her
i sengen igen
da jeg vågner
er jeg fuldstændig ude af stand
til at tænke på andet
end buffy the vampire slayer (1997 - 2003)
du ligner egentlig ikke sarah michelle gellar
men alt ved dig føles meget '(1997 - 2003)'

_____________________________

#jegprøveratfaldeisøvn #dennæstenat

#jegeraleneisengen #fuck